Referat fra generalforsamling den 14. april 2026
POLITIPENSIONISTERNES LANDSFORENING.s GENERALFORSAMLING
Afholdt tirsdag den 14. april 2026 kl. 1030 i Mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48, 5000 Odense.
Dagsorden:
- Generalforsamlingens åbning
- Valg af dirigent
- Godkendelse af delegerede
- Godkendelse af fuldmagter
- Stemmeudvalg
- Godkendelse af forretningsorden
- Beretning
- Fremtidig virksomhed
- Behandling af indkomne forslag
- Regnskab v/Hovedkassereren
- Fastsættelse af kontingent
- Fastsættelse af tilskud til Kredsforeningerne
- Fastsættelse af diæter og rejsegodtgørelse
- Valg
- Formand (Mogens Winding er på valg)
- Medlemssekretær (Finn Knudsen er på valg)
- Hovedkasserer, ekstraordinært (Poul Erik Jørgensen ønsker ikke genvalg)
- Revisor (Hans Flügge er på valg)genopstiller ikke
- (Leif Christensen er på valg,) genopstiller ikke
- Næste års Generalforsamling, (forslag torsdag den 15. april 2027)
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest den 17. marts 2026.
Formanden bød velkommen til generalforsamlingen 2026 og sagde under de praktiske oplysninger, at der var en tilføjelse til programmet. Ole Nielsen, fra gruppen Ligth4Blue
ville orientere om organisationens arbejde.
Formanden glædede sig over de mange aktiviteter i vor forening og brugte udtrykket: ”
” Når pinde samles i bundter er de ubrydelige.”
Han fandt det meget afgørende, at vi var så mange som muligt i foreningen
Han oplyste, at foreningen ved årsskiftet havde 2319 medlemmer. En nedgang fra sidste år, hvor medlemstallet var 2366. Han nævnte, at der i perioden havde været 51 udmeldelser og 58 var afgået ved døden. Vort æresmedlem, Niels Christensen, kreds 11, var afgået ved døden i februar 2026.
Herefter blev der afholdt 1 minuts stilhed for de afdøde. Formanden udtalte efterfølgende: ”Æret være deres minde.”
Formanden bød endnu et velkommen og gik over til selve dagsordenen og foreslog på bestyrelsens vegne, Søren D. Sørensen, som dirigent.
Søren D. Sørensen blev valgt med akklamation.
Ad pkt.3-4-5 og 6.
Dirigenten takkede for valget og nævnte, at generalforsamlingen var nævnt i Politibladet fra dec. 2025. Det var lagt på forenings hjemmeside og var udsendt til samtlige kredse. Dermed var generalforsamlingen lovligt indvarslet. Generalforsamlingen var enig heri.
Dirigenten foretog navneopråb. Der var 65 delegerede tilstede.
Det blev konstateret, at der ikke var nogen fuldmagter.
Som stemmeudvalg blev foreslået: Knud Høfler, kr.1, Henrik Frederiksen. kr.2. Wagner Eliseholm, kr. 10 og Torben Krog, kr. 11. De blev valgt med akklamation.
Dirigenten henviste til den udsendte forretningsorden. Den blev godkendt uden afstemning.
Herefter blev generalforsamlingen suspenderet.
Ole Nielsen, næstformand i Light4Blue, takkede for invitationen og oplyste, at organisationen blev startet af medlemmer fra bl.a. organisationen ThinBlueLine.
Han påpegede, at organisationen alene giver råd og vejledninger, bl.a. i forbindelse med oplysninger til Arbejdsskadestyrelsen, der fremsender spørgeskema på 50 sider.
Han oplyste, at Light4Blue, har mange medlemmer, der er hårdt ramt af tilskadekomst i tjenesten. Der betyder også misbrug af forskellig art og flere er selvmordstruet.
Han efterlyste mere forskning på området med PTSD ramte. Han oplyste, at PTSD ramte soldater i dag har langt bedre muligheder for behandling mv. end politipersonalet har. Han håbede derfor, at behandling og tilbud til politipersonalet kunne komme på samme niveau, som hos soldaterne.
Han afsluttede med ønsket om et godt og positivt samarbejde med Landsforeningen.
Formanden takkede for et godt og sagligt indlæg og gav tilsagn om at søge etableret
et positivt samarbejde med organisationen Light4Blue.
Dirigenten meddelte, at generalforsamlingen var genoptaget og gav ordet til formanden.
Ad pkt. 7 og 8.
Formanden oplyste, at der er tilføjelser til den udsendte beretning, fordi der d. 13. april var ekstraordinært repræsentantskabsmøde i CO10 for at medlemsorganisationerne kunne tage stilling til resultatet i OK26. ( beretningen er nu på 7 sider og lægges ud på hjemmesiden. Den kan også rekvireres via mail.) Den bringes i uddrag her i referatet.
Formanden bød velkommen til den nyvalgte kredsformand i kreds 4, Thomas Jensen.
Han omtalte samarbejdet med Politiforbundet og at vi havde foreslået nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at udbygge samarbejdet. Der er bl.a. afleveret forslag til kommissorium til arbejdsgruppen. For Landsforeningen handler det alene om samarbejde, loyalitet og fremtidssikring. Vor selvstændighed og vor forhandlingsret er ikke til salg for enhver pris .
Vedrørende samarbejdet med Lån & Spar oplyste han, at der igen er opstået problemer, idet flere af vore medlemmer ikke kunne fortsætte som fordelskunder, når de pgl. ikke var medlem af Politiforbundet. Der er på ny rettet henvendelse til Lån & Spar samt til bestyrelses- formanden. Der forventes en afklaring i løbet af april måned. Det er oplyst til Lån& Spar, at vi har SKAT.s ord for, at PL er en fagforening med forhandlingsret og personligt medlemskab.
Dermed opfylder vi efter formandens mening betingelserne for at være fordelskunder.
Vi er medlem i CO10 via Sammenslutningen af Senior-og Pensionistforeninger. Med vore ca. 6300 medlemmer er Sammenslutningen d. 3. største gruppe i CO10 og den 4. største bidragyder med et beløb på ca. 400.000 kr. årligt.
Formanden omtalte såvel OK 24 som det igangværende arbejde omkring OK26. I OK24 var der aftalt regulering pr. 1.11.2025 på 1,11 % og hertil kom en ekstra udmøntning fra reguleringsordningen på 0,20.
OK 26 udmønter 1,73 % med virkning fra 1. april 2026 – 0,65 % pr. 1. august 2026 – 1,83 % pr. april 2027 og 2,59 % pr. 1. april 2028.
Med virkning fra 1. april 2026 udmøntes ekstraordinært 0,20%. Desværre er reguleringsord-
ningen negativ med 0,63 %., over hele perioden. Den samlede regulering pr. 1. april bliver således på 1.29%.
Såvel i PL.s hovedbestyrelse som i Sammenslutningen har der været drøftelser, om der skulle stemmes imod OK26-aftalen. Pensionisterne fik jo ikke opfyldt nogen af egne krav -efterslæb på 2,39 % samt regulering af pensionerne med den del af det samlede Ok-forlig, der anvendes til lønformål. I dette forlig er der anvendt 0,2 % til lokalløn mv.
Sammenslutningen stemte for det samlede OK26 forlig. Der er aftalt et møde i CO.10.s sekretariat d. 27. april, hvor forløbet af OK 26 forhandlingerne drøftes og hvor Sammenslutningen igen vil tilkendegive sin utilfredshed med forløbet af forhandlingerne., samt drøfte forløbet frem til OK29.
Reguleringsordningen er nævnt i beretningen. Det fremgår af oversigten, at den alene skulle udmønte et minus på -0,63 % i hele aftaleperioden frem til 31.03.2029. Men lad os nu se om det holder stik.
Et stort flertal i CO10 fastholder reguleringsordningen som en sikkerhed for at vi ikke kommer bagud i forhold til udviklingen på det private arbejdsmarked.
Faglige Seniorer blev omtalt, og der skal senere i dagsordenen tages stilling til et forslag fra hovedbestyrelsen om indmeldelse i Faglige Seniorer.
Vedrørende folkepensionen, som vi alle er berettiget til ved opnået alder, bliver vi udsat for forskelsbehandlinger, f.eks modregning, forringelser i forhold til låntagning, beregningsmetoderne bl.a. i relation til den meget omtalte fødevarecheck, fradrag i den personlige indkomst og meget mere. Han påpegede også urimeligheden i, at pensionisterne p.t. nævnes at have en stigning i indkomsten på 4,5 %. Men de samme meningsdannere glemmer helt, at folkepensionen fortsat reguleres med 2 års forsinkelse i forhold til lønudviklingen.
Formanden påpegede, at der således var flere forbedringer af folkepensionen at arbejde for.
Han omtalte vores egen hjemmeside, som er bragt op to date, så den er blevet mere overskuelig. Han henviste til skrivelsen: ”derfor giver det mening, at være medlem af Politipensionisternes Landsforening.” Der blev opfordret til, at vi alle gør en indsat for at synliggøre hjemmesiden såvel over for medlemmerne som overfor pensionister, som ikke er medlemmer.
Formanden afsluttede beretningen med, at han fandt fremtiden lys for Politipensionisternes Landsforening. Selv om vi ikke fik vore aftalekrav igennem var han ikke i tvivl om, at såvel CO10, som Lønningsrådet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen havde os på deres landkort.
Han henviste til det store arbejde og engagement, der udføres af alle vore tillidsfolk ude i kredsene. Han afsluttede med at takke vore medlemmer, alle tillidsfolk ude i kredsene, kredsformændene, forretningsudvalg samt revisorer og suppleanter for det store arbejde i årets løb.
Dirigenten takkede for beretningen og efterlyste bemærkninger fra de delegerede.
Jørgen Fischer, kr. 11, takkede for en god og fyldig beretning og rejste 2 spørgsmål. Det første var medlemstallet. Han fandt, at der var 8-9000 pensionister fra politi og anklagemyndighed, som kunne være medlemmer i PL. Han henviste også til Told/Skat som havde betydeligt flere medlemmer. Han mente at tallet var 4200. og spurgte, hvad der gøres for at hverve nye medlemmer.
Det andet vedrørte aftalekravene. Han fandt, at indfrielse af vore aftalekrav også burde tages af selve OK-puljen, da det også var en del af hele OK-aftalen. Han foreslog, at der kunne rettes henvendelse til lokale politikere for ad den vej at skabe interesse/debat om vore krav. Endelig kunne der ved den fremgangsmåde rejses de kendte § 20-spørgsmål ad politisk vej.
Formanden svarede, at vi holder alle muligheder åbne. Det er aftalt med Politiforbundet, at der i forbindelse med afsked udleveres informationsskrivelse om PL. Det er også aftalt, at der ude i kredsene bør foretages underretning til den lokale PL-repræsentant såfremt, der afholdes arrangementer i forbindelse med afsked.
Det fremgår af Finanslovens § 36- Pensionsvæsen, at der er ca. 6000 tjenestemadspensionister i politi, domstole og anklagemyndighed, som kunne være potentielle medlemmer i PL.
Han oplyste, at der var aftalt møde med CO10 d. 27. april for en evaluering af forløbet af OK26 forhandlingerne.
Hovedkassereren, der administrerer kontingent for samtlige medlemmer i Sammenslutningen, oplyste, at Told/Skat pr. 1.1. 2026, havde indberettet, at de var 2683 medlemmer.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere indtegnede talere.
De delegerede tog beretningen til efterretning.
Formanden omtalte fremtiden og udtalte, at vi som fagforening skal styrke den faglige profil. Vi skal ikke tabe modet. Vi fik ikke opfyldt vore aftalekrav ved OK26, men så må/skal vi kæmpe videre, herunder forberede os på OK29, som er den næste aftale periode.
Han oplyste, at politipensionisterne på Færøerne havde givet udtryk at de gerne ville optages i PL. Der er således nok at arbejde med i fremtiden f. eks skaffe flere nye medlemmer, udarbejde aftalekrav og arbejde for forbedringer af Folkepensionen.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var kommentarer til redegørelsen.
Redegørelsen blev taget til efterretning.’
Ad pkt. 9.
Dirigenten oplyste, at der var 3 forslag til behandling og gav ordet til formanden.
Formanden henviste til det fremsendte forslag:
”Bestyrelsen i PL fremsætter forslag om, at Politipensionisternes Landsforening
indgår en kollektiv aftale om medlemskab af Faglige Seniorer.
Det er en betingelse, at medlemsdata på PL.s medlemmer overføres i
overensstemmelse med GDPR-reglerne. Bestemmelserne giver kun hjemmel
til at overføre medlemsdata til Faglige Seniorer, jfr. den mellem parterne indgåede
databehandleraftale, herunder at det enkelte medlem af PL til enhver tid kan opsige
sit medlemskab.”
Formanden anbefalede forslaget og oplyste, at det nu var drøftet ude i kredsene. Der var alene modtaget positive anbefalinger for en indmeldelse i Faglige Seniorer, der p.t. har ca. 260.000 medlemmer.
Jørgen Fischer, kr. 11, anbefalede forslaget og hæftede sig ved, at der p.t. ikke var tjenestemænd blandt medlemmerne.
Formanden svarede, at bl.a. Postpensionisterne var medlemmer af Faglige Seniorer. Han havde haft flere møder med Faglige Seniorer, hvorunder det bl.a. var drøftet om der kunne nedsættes et internt udvalg vedr. tjenestemandspensionister.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere indtegnede talere.
Forslaget med enstemmigt vedtaget.
Dirigenten gav ordet til formanden ang. Næste forslag.
Formanden sagde med henvisning til det netop vedtagne vedr. Faglige Seniorer, at dette forslag var en konsekvens heraf. I vedtægtens § 17 er der henvist til vore samarbejdsaftaler, hvorfor det er nødvendigt af indføre et stk. 2 til vedtægtens § 17:
- 17, nyt stk, 2: I henhold til generalforsamlingens beslutning herom, har
Politipensionisternes Landsforening d 1. maj 2026 indgået
aftale om kollektivt medlemskab af Faglige Seniorer, jfr.
den mellem parterne indgåede aftale herom. Medlemsdata
på PL.s medlemmer er overført i overensstemmelse med
GDPR-reglerne, jfr. den mellem parterne indgåede databe-
handleraftale.”
Formanden anbefalede på bestyrelsens vegne forslaget.
Dirigenten efterlyste kommentarer, men konstaterede, at det var der ikke.
Forslaget blev vedtaget enstemmigt.
Dirigenten gav ordet til Jørgen Jensen.
Jørgen Jensen, FU.medlem, kr. 10, foreslog på bestyrelsens vegne:
”Bestyrelsen i PL fremsætter forslag om, at formanden oppe-
bærer en skattefri godtgørelse på 10.000,- kr årligt med virk-
ning fra 1. januar 2026.”
Han begrundede forslaget med, at formanden for PL er foreningens ansigt udadtil og at der i forhold til samarbejdspartnere, Centralorganisation og nu senest Faglige Seniorer er en betydelig arbejdsmængde, som formanden forventes at varetage.
Han oplyste, at med de nye regler for skattefrie godtgørelser til frivillige i foreningslivet – herunder bestyrelsesarbejdet, kan der modtages op til 10.000,-kr. årligt skattefrit.
Han anbefalede forslaget på vegne af den samlede bestyrelse.
Dirigenten konstaterede efter forespørgsel, at der ikke var nogen indtegnede talere.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Ad pkt. 10-11-12 og 13.
Dirigenten gav ordet til hovedkassereren for aflæggelse af årsregnskab, m.m.
Hovedkassereren fremviste det revidere årsregnskab og oplyste, at de samlede indtægter var på 861.881,25 kr. De samlede udgifter var på 735.076,82 kr. Årets resultat var således et overskud på 126.804,43 kr. Den samlede formue pr. 31.12.2025 var på 481.644 kr.
Dirigenten konstaterede at der ikke var spørgsmål til regnskabet.
Regnskabet for 2025 blev godkendt enstemmigt.
Der var forslag om uændret kontingent – 250,-kr. årligt . Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Hovedkassereren foreslog uændret kredstilskud – 50,-kr. pr. medlem – i årligt tilskud
Der var forespørgsel om en forhøjelse af kredstilskuddet med begrundelse i de øgede aktiviteter i kredsene.
Hovedkassereren svarede, at kredstilskuddet i 2025 blev forhøjet fra 40 til kr. 50 kr. pr. medlem. Han foreslog på den baggrund, at vi ventede en periode med at drøfte en forhøjel-
se af kredstilskuddet.
Dirigenten konstaterede, at spørgeren accepterede svaret. Der var ikke andre kommentarer.
Forslaget om uændret kredstilskud på 50,-kr. blev enstemmigt vedtaget.
Hovedkassereren foreslog uændrede regler for diæter og rejsegodtgørelse.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Ad pkt. 14.
Dirigenten oplyste, at det var punktet Valg. Formanden var på valg, men var villig til genvalg.
Formanden, Mogens Winding genvalgt med akklamation.
Medlemssekretær, Finn Knudsen var på valg, men villig til genvalg.
Medlemssekretæren blev genvalgt med akklamation.
Hovedkassereren var helt ekstraordinært på valg i år. Han oplyste, at det var af helbredsmæssige årsager, at han måtte stoppe i utide. Der var kun meget lidt tilbage af synet på venstre øje og intet tilbage på det højre øje.
Formanden foreslog Henning Dyhr, kreds 2, som ny hovedkasserer.
Henning Dyhr gav en kort præsentation og oplyste, at siden 1995 har deltaget i bestyrelsesarbejdet lokalt og siden 1999 været kasserer.
Dirigenten spurgte, om der var andre kandidater til posten. Det var der ikke,
Henning Dyhr, kr. 2, enstemmigt valgt som ny hovedkasserer i PL.
Dirigenten oplyste, at der skulle vælges ny revisor og ny revisorsuppleant, hvorfor han gav ordet til formanden.
Formanden foreslog på bestyrelsens vegne, Svend Aage Dalsgaard, kr. 2, som ny revisor og Karl Stoubæk, kr. 2, som ny revisorsuppleant.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var andre forslag. Svend Aage Dalsgaard og Karl Stoubæk blev enstemmigt valgt, som henholdsvis revisor og revisorsuppleant for 2 år.
Ad pkt. 15 og 16.
Generalforsamlingen i 2027 blev aftalt til torsdag d. 15. april 2027 -samme sted.
Dirigenten afsluttede arbejdet med at takke forsamlingen for god ro og orden.
Formanden takkede dirigenten for et godt og veludført arbejde.
Han takkede også den afgående hovedkasserer, Poul Erik Jørgensen, for et supergodt og veludført arbejde gennem mange år. Han fik stående applaus med ønsket om alt godt i frem-
tiden.
Formanden rettede også en stor tak til den afgående revisor, Hans Flügge og til suppleanten, Leif Christensen for deres store arbejde gennem mange år.
Formanden takkede for genvalg og gav tilsagn om, at udføre hvervet efter bedste evne i den kommende valgperiode.
Generalforsamlingen blev afsluttet med et 3.foldigt leve for Politipensionisternes Landsforeningen. Formanden afsluttede med at ønske alle en god hjemrejse,
Mogens Winding/ Hans Agerbo Jensen Søren D. Sørensen
Referat dirigent