Informationsskrivelse til politipensionisterne i kreds 3
Herning, den 8. august 2021. Informationsskrivelse til Politipensionisterne i kreds 3.
Under Hovedbestyrelsesmødet i Politipensionisternes Landsforening torsdag den 5. august 2021 gav forbundsformand Heino Kegel og juridisk chef Stig Berthelsen fra Politiforbundet følgende orientering om Politiforbundets nye medlemstyper:
”Forbundsformand Heino Kegel orienterede om vedtagelser af lovændringerne på kongressen i maj måned. Det nye er, at pensionister for fremtiden enten skal være medlem som passiv+ eller som passiv. Ændringerne er gennemført, fordi der gennem de seneste år er opstået et større og større ønske om, at man efter pensioneringen kan opretholde en tæt tilknytning til Politiforbundet.
Passiv+ medlemskab koster 200,-kr. pr. måned. De 137,50 kr. kan fratrækkes i skat for tjenestemandspensionister. Dette medlemskab giver mulighed for få faglig rådgivning -en obligatorisk ulykkesforsikring – mulighed for at tilkøbe livsforsikring og helbredssikring – adgang til at benytte Politiforbundets læringsplatforme -mulighed for at leje ferieboliger på lige vilkår med tjenestegørende – adgang til rabatter med Forbrugsforeningen og med det nye tiltag PlusKort-app – mulighed for at gøre brug af politiforbundets øvrige samarbejdspartnere, herunder Lån & Spar bank, Politiets Sprogforbund og Tjenestemændenes Låneforening – adgang til Politiforbundets kommunikationsplatforme og til at modtage Dansk Politi.
Passiv medlemskab koster 422,-kr. pr. år. Det svarer til et alm. månedskontingent. Det er vurderingen, at hele kontingentet, 422,- kr. kan fratrækkes i skat.
Dette medlemskab giver adgang til at leje ferieboliger på de kendte vilkår (efter lodtrækningerne) -div. rabatter hos Forbrugsforeningen og det nye PlusKort-app-mulighed for at bruge øvrige samarbejdspartnere, Lån &Spar bank, Politiets Sprogforbund og Tjenestemændenes Låneforening – adgang til politiforbundets kommunikationsplatforme og til at modtage Dansk Politi.
Juridisk chef Stig Berthelsen, Politiforbundet oplyste, at ændringerne i politiforbundet love var begrundet dels i medlemshenvendelserne men også i økonomien. Politiforbundet har i de seneste år haft underskud på driften. Det indgik også i lovændringerne, at der for fremtiden skal betales for Politibladet. Det er situationen med det passive medlemskab og en af flere muligheder for at bringe balance i regnskabet.
Et andet problem har været – og eksisterer fortsat, at der ikke må udveksles oplysninger om medlemmerne uden at det enkelte medlem har givet sit tilsagn. Det er derfor ikke længere muligt at udveksle oplysninger om det enkelte medlem, når pgl. overgår fra aktiv tjeneste til pensionist.
Han oplyste, at der i august/september måned udsendes skrivelse til alle ”pensionistmedlemmer med en orientering om de nye former for medlemskab (passiv+ og passiv). Det vil også fremgå af skrivelsen af man indenfor 3 måneder fra modtagelsen af skrivelsen skal tilmelde sig det nye medlemskab. Gør man ikke det bliver man automatisk slettet som medlem.”
Bestyrelsen i kreds 3 har besluttet, at vores medlemmer bør være orienteret om ovenstående, således at man har mulighed for at være forberedt på henvendelse om evt. medlemskab i én af de nye medlemstyper for pensionister. Det vil være op til det enkelte medlem at træffe sit valg, når man modtager henvendelsen fra Politiforbundet.
Der vil ikke ske nogen organisatorisk ændring i Politipensionisternes Landsorganisation, som fortsat vil have forhandlingsretten i CO 10 gennem pensionistgruppen. Landsforeningen kontingent er fradragsberettiget i SKAT grundet forhandlingsretten.
Politiforbundet vil undersøge hos SKAT om deres kontingent også vil være fradragsberettiget!
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i kreds 3