Referat fra generalforsamling kreds 6, den 12. marts 2025
R E F E R A T AF GENERALFORSAMLING ONSDAG DEN 12. MARTS 2025 KL. 1100 KREDS 6 I AGEDRUP FORSAMLINGSHUS, AGEDRUPVEJ 13B, 5320 AGEDRUP
Formanden bød velkommen til den ordinære generalforsamling 2025. og velkommen til Agedrup forsamlingshus, der i år trådte i stedet for Ældrecenteret i Sct. Jørgenshaven i Odense, som ellers tidligere havde huset alle foreningens møder.
Ældrecenteret var ikke længere tidssvarende i forhold til vores behov, og valget var derfor faldet på Agedrup forsamlingshus
En særlig velkomst til fungerende næstformand for Fyns Politiforening Thomas Vind Veje, der deltog i generalforsamlingen som gæst og efterfølgende kom med et indlæg om status i foreningen og politikredsen.
Formanden bad forsamlingen rejse sig og mindes John Jensen, der var afgået ved døden mellem sidste års generalforsamling i valgkredsen og Landsforeningens generalforsamling den 18. april.
John der blev bisat den 26. april var æresmedlem i landsforeningen, hvor han i en årrække havde være formand og havde også været både formand og kasserer i valgkredsen i mange år
Æret være Johns minde.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
Finn ”Trica” Nielsen foreslået og valgt.
2. Godkendelse af fuldmagter
Ingen fuldmagter
3. Formandens beretning
Sidste års generalforsamling var onsdag den 6. marts i ældrecenteret i Sct. Jørgens Engen.
Der kunne jeg under beretningen oplyse, at landsforeningen grundet underskud på driften havde set sig nødsaget til at hæve kontingentet fra 180 til 200 kr. årligt.
Endvidere var det nye OK resultat netop faldet på plads, hvilket var formidlet ud i et nyhedsbrev den 16. februar.
Landsforeningens generalforsamling 18 april 2024 blev som sædvanligt afholdt i mødecenter Odense i Buchwaldsgade,
Det centrale punkt var selvfølgelig den netop afsluttede OK 24, som blev endelig godkendt den 15. april.
Et andet af de store spørgsmål var landsforeningens økonomi der kom ud af året med et underskud på driften på 50.000.
Nu havde jeg jo netop på vor egen generalforsamling underholdt med, at det var besluttet at hæve kontingentet til 200,-
på generalforsamlingen blev det nu foreslået og besluttet at hæve kontingentet til 250,- kr. årligt.
Stadig fradragsberettiget selvfølgelig, og således der nu sluses 50 kr. retur til valgkredsene, i stedet for de 40 der havde været gældende hidtil.
Meget godt for valgkredsene da det også sætter os bedre i stand til af fokusere på aktiviteter af mere social art.
Og så sent som på HB mødet i går oplyste hovedkassereren, at der anedes en bedring i økonomien, og han vurdere, at der forventedes et overskud i år. Hvor stort var dog for tidligt at komme ind på
Omkring den fremtidige virksomhed blev særlig 3 ting fremhævet.
En udbygget medlemspleje, idet tallene viser der bør være god basis for at skaffe flere medlemmer i forhold til det antal der pensioneres fra politi og anklagemyndighed.
En styrkelse af samarbejdet med politiforbundet og
Nedsættelse af et OK 26 udvalg med henblik på at forberede os bedst muligt op til overenskomstforhandlingerne 2026.
Vi mener jo stadig vi har et gammelt efterslæb på 1.79 % og nu yderligere 0,6 % der opstår ved de til forhandlede lønmidler der dækker over andre formål f.eks. lokalløn og cheflønspuljer
Hvilke vi pensionister ikke får del i.
Og lad os lige vende lidt tilbage til Overenskomstresultatet 2024
Der jo som bekendt endte med en samlet stigning på tjenestemandspensionen på 7,4 % for hele 2 års perioden, fordelt med den største stigning på 5,89% pr. 1 april 2024,
Næste udmøntning er så nu her 1. april 2025, hvor der var aftalt en stigning på 1,27 %.
Faktum er desværre, at reguleringsordningen udmønter sig negativt, så i stedet for at udmønte et plus i forhold til de forventede 1,27% bliver det desværre til et minus, så resultatet kun bliver sølle 0,41 %.
Hvilket skyldes udviklingen på det privat arbejdsmarked og måden beregningerne foretages på
I har sikkert læst formandens nyhedsbrev fra den 7. marts med en redegørelse om det emne
Som formanden skriver, må vi så se hvad der kommer til at ske omkring de såkaldte ultimoforhandlinger i november.
Det vi så heller ikke fik med var opfyldelse af vort krav om udmøntning af det tidligere efterslæb på 1,79% der også tidligere har været i spil og som vi, som sagt, mener er opstået som følge af lønkroner fordelt til andre formål, og som vi pensionister på den måde ikke har fået del i.
OK 26 udvalget
Det ønskede OK 26 udvalg blev nedsat og har afholdt deres første møde.
Udvalget kom til at bestå af landsforeningen formand, næstformand, og yderligere 2 hovedbestyrelsesmedlemmer
Kommissoriet er selvfølgelig ret bredt sammensat og godkendt af HB. Uden at blive detaljeret får udvalget til opgave at udarbejde forslag til de kommende overenskomstforhandlinger OK 26, og har fået mandat til at gøre brug af ekstern eksperthjælp.
Hovedkravene vil dog være de samme som ved OK 24 nemlig:
1. Procentreguleringen af tjenestemandspensioner og efterindtægt fastsættes til den samlede ramme, der fastsættes til egentlige lønformål. Altså også dem der falder ind under lokal- og cheflønspuljer og hvad man ellers finder på at kalde det.
2. Bekg. Om regulering af tjenestemandspensioner, som er § 1 ændres i henhold til kravet i nr. 1.
3. og – en ekstraordinær regulering af den generelle tjenestemandspension til dækning af det dokumenterede efterslæb
Medier mv.
Der arbejdes på at synliggøre skævhederne på pensionsområdet på flere parametre.
I hvert nummer af politibladet er det aftalt, at der er levnet en plads til Politipensionisternes Landsforening.
I blad nr. 6, den sidste udgivelse om året annonceres f.eks. landsforeningens og alle valgkredsenes generalforsamlinger.
Men ellers er der plads til artikler af forskellig art, og i blad nr. 5 2024 bragte politipensionisterne en artikel under overskriften Ligestilling og retfærdighed der bl.a. omtaler nogle af de skævheder der opstår i forhold til pensionister, både når det gælder vores efterslæb, men også folkepensionerne. Der som bekendt først reguleres 2 år efter alle andre, og hvor der i øvrigt sker modregning f.s.v. angår tjenestemandspensionen både hos tjenestemandspensionisten selv, men også i evt. samboendes folkepensionstillæg.
Som formanden skrev i sit julenyhedsbrev: Folkepensionen og specielt reguleringen af denne - i året der er gået har haft landsforeningens bevågenhed. Det har været omtalt i artikler i politibladet.
Som det seneste initiativ er der indledt drøftelser om et muligt samarbejde med organisationen Faglige seniorer, som er en seniorfagforening med mere end 260.000 medlemmer.
På HB mødet i går blev dette diskuteret grundigt.
Faglige seniorer har stort fokus på folkepensionen, men også tjenestemandspensionerne, og rummer i forvejen kendte organisationer som også stadig har tjenestemandspensionister såsom
Lærerforeningen
Sygeplejerskerne
Postpensionisterne
Og hærens stampersonel, som jo også er en del af fællesskabet fra CO 10.
Faglige seniorer har en række ældrepolitiske mærkesager som bl.a. f.eks:
Retfærdig regulering af folkepensionen
Ældrelov skal sikre faglighed og service i ældreplejen
Stop for modregning i folkepensionen
Målsætningen med at blive en del af Faglige Seniorer ville selvfølgelig være at få sat mest muligt fokus på tjenestemandspensioner.
Medlemskab koster 5 kr. pr. medlem årligt. Så for landsforeningens vedkommende ca. 12 – 13000
En endelig beslutning kræver dog lidt flere sondringer og undersøgelser inden det kan forelægges landsgeneralforsamlingen. Så om det kan nås i år er måske tvivlsomt.
Medlemmer og Medlemspleje
Som nævnt under landsforeningens generalforsamling besluttedes det under fremtidig virksomhed, at vi skulle arbejde for mere synliggørelse af landsforeningen og vores arbejde og ikke mindst ved løbende at slå fast, at det er i politipensionisters Landsforening aftaleretten er forankret.
Det sker løbende ved artikler i politibladet og div. nyhedsbreve.
Men den bedste måde er måske i virkeligheden at benytte enhver lejlighed i mødet med nye pensionister at gøre opmærksom på Landsforeningen og dens virke.
På HB mødet i går kunne medlemssekretæren oplyse at vi er p.t. 2353 medlemmer
Samtidig blev det oplyst, at pensionistdelen i forbundet p.t. udgør i alt 2632 pensionistmedlemmer fordelt på 1401 passive og 1231 passiv + medlemmer.
Som noget nyt er sagsbehandlingen ændret lidt i forhold til medlemskartoteket.
Såfremt der ikke betales årlig kontingent fremsender medlemssekretæren 2 rykkere. Hvis der heller ikke bliver reageret på det underrettes valgkredsen, der så afgør om der kan opkræves kontingent eller pgl. skal slettes.
F.eks. er der slettet 37 i 2024 grundet manglende betaling af kontingent.
Og p.t. mangler 84 at betale kontingent for 2025.
Så må vi jo se om vi selv kan gøre en afgørende forskel på at holde på medlemmerne.
Politiforbundet.
Som også omtalt fra generalforsamlingen 2024 arbejdes der til stadighed på at skabe en tæt gensidig arbejdsrelation fil politiforbundet.
Herunder et mere direkte samarbejde om medlemspleje og medlemshvervning
I relation til den allerede eksisterende samarbejdsaftale.
Således er der bl.a. aftalt møde med politiforbundet den 26. marts, hvor der er fremsendt en ønskeliste om emner til drøftelse, herunder OK 26.
Et ønske om mere info om landsforeningens arbejde fra PID ad relevante kanaler. F.eks. politibladet
Ønske om at der trods et stramt program kunne levnes plads til indlæg fra Landsforeningen på forbundets senkariere kurser
Muligheden for at blive/forblive fordelskunde i Lån og Spar bank,
Og flere andre emner
Endvidere er Landsformandens formand og næstformand indbudt til forbundets kongres der afholdes den 22. og 23. maj
Sociale arrangementer.
Og så vil jeg da lige nævne de sociale arrangementer, som for det enes vedkommende blev til i samarbejde med Fyns Politis Seniorklub og Fyns politiforening.
Nemlig det netop afholdte foredrag på politigården med Martin Wittrup Enggaard der er kollega og drabsefterforsker ved Københavns politi, og som jo er kendt for borgerinitiativet med anvendelse af genetisk slægtsforskning i alvorlige personfarlige kriminalsager.
Og som også er kendt for sin digtsamling” Enhver kontakt efterlader spor.”
En digtsamling vi nok alle som gamle politier kan nikke genkendende til indholdet af, og et i øvrigt interessant og spændende foredrag.
Det håber jeg, at jer der deltog syntes, og det var vist de fleste af jer.
Og så var der jo turen til Regan Vest.
Den 8 april sidste år kl. 0800 steg 50 deltagere ombord i bussen med kurs mod koldkrigsbunkeren Regan vest, bygget til landets vipper og modstandsdygtig for et atomangreb, hvis 3. verdenskrig skulle bryde ud.
Et fællesarrangement der var blevet til i samarbejde med Fyns politis seniorklub og os.
Det var en oplevelse at besøge det gamle koldkrigsmusseum, som siden det blev bygget i 1962 – 1968 har været gemt væk i en 60 meter dyb kridtbakke i Rold Skov, og som henstår uberørt og fuldt møbleret med alt originalt tilbehør, og som først blev åbent for besøg i 2023.
Måske skulle man overveje at modernisere det og gøre det klar til genbrug.
En lang dag, en lang bustur, men en fin oplevelse, som vi kun har hørt positive tilbagemeldinger på.
Men udover det også med den gevinst, håber jeg, at den slags arrangementer kan være med til at skabe yderligere synlighed om landsforeningen og pensionistforeningerne i det hele taget.
Møder, referater m.v.
Det kan godt være, at nogen syntes valgkredsen kunne være mere synlige på landsforeningens hjemmeside. Det tænker jeg tit på.
Siden den sidste store generalforsamling har der været afholdt 2 HB møder henover året. Det sidste så sent som i går.
Derudover finder der selvfølgelig anden mødeaktivitet sted i form at udvalgsmøder, FU møder og andre ting.
I valgkredsen holder vi da også møder en gang imellem. Ikke ofte, men bare lige for at bekræfte os selv i vi har en bestyrelse.
Men egentlig bliver det jo bare en løs drøftelse og en mundtlig overdragelse af hvad der skete på HB møderne.
Derfor skriver vi heller ikke referat af vore møder, da det meste bare bliver en gentagelse af det der kan læses i HB referaterne, der jo også udsendes som nyhedsbreve.
Og ellers kan jeg kun opfordre til at man holder sig ajour på hjemmesiden.
Gode forslag
Afslutningsvis vil jeg bare sige, at lige nu har vi p.t. ikke flere ture eller foredrag på bedding.
Så som sagt undervejs, vi vil gerne rodes ind i flere sociale arrangementer og gerne i samarbejde med seniorklubben.
Medlemsgrupperne er jo i forvejen ret identiske, og så drøjer det lidt på økonomien at vi er flere om at dele udgifterne.
Et HB medlem fortalte i går, at vkr. 5 havde arrangeret en udflugt til politimuseet og tog frihedsmuseet med når de nu var på tur.
Og et andet medlem fortalte om et foredrag med en kollega nu pensioneret og forfatter ved navn Freddy Ladefoged, som havde foredraget om en sag om Drabet på en MC kollega Morten Mortensen, der blev skuddræbt under et bankrøveri mod Jyske Bank i Århus forøvet af en fransk gangsterbande.
Jeg synes jeg kan huske sagen som skulle være omkring 30 år gammel.
Bare et par emner der kunne tjene som inspiration. Men andre gode forslag er velkomne.
Så sidder der nogen og brænder med gode forslag og ideer så kom med dem.
Så ser vi på det i forhold til hvad der er økonomi til.
4. Økonomi/regnskab
Kassereren fremlagde og gennemgik det reviderede regnskab. Et regnskab der giver råderum for flere medlemsaktiviteter.
5. Indkomne forslag
Der var ikke modtaget forslag til behandling.
6. Valg
a. Valg af stedfortræder. Ole Johannesen modtager genvalg.
Genvalgt
b. Valg af delegerede til Politipensionisternes Landsforenings generalforsamling
Bruno Holtum Nielsen, Ole Johannesen, Finn Nielsen, Kurt Krüth og Hans Illum Hansen
7. Eventuelt.
Niels Erik Jensen opfordrede til, at der måske også kunne indgås et samarbejde med IPA omkring foredragsaktiviteter.
Henning Falden forslog at man kunne overveje en udflugt til flymuseet i Stauning.
Formanden takkede dirigenten for indsatsen og medlemmerne for fremmødet og for de fremsatte forslag til inspiration til nye aktiviteter.