Julehilsen 2024

JuleNyhedsbrev - 2024.
2024 er ved at gå på hæld og det er tid til at se tilbage på året som er gået.


Politipensionisternes Landsforening har løbende arbejdet på at varetage medlemmernes interesser, primært på det sociale og økonomiske område.
Vi tilstræber at udvikle en mere markant faglig profil, som forhåbentlig vil gavne os, både i forhold til tjenestemandspensionen men også i forhold til folkepensionen. Begge ordninger trænger efter vores opfattelse til en grundig opstramning.

Ændringerne har ført til en øget arbejdsindsats med flere administrative opgaver og dermed også øgede omkostninger. Det har ført til underskud på driften af Politipensionisternes Landsforening, hvilket ikke er holdbart i længden.

Generalforsamlingen i april måned 2024 besluttede derfor med stort flertal, at hæve kontingentet fra de nuværende kr. 200,- til kr. 250,- pr. år, hvilket vil betyde, at der allerede fra næste år vil være balance i finanserne, og herefter mange år ud i fremtiden.
Beløbet er naturligvis fortsat fuldt fradragsberettiget for de af vores medlemmer, der modtager tjenestemandspension.
Af samme grund blev det tillige vedtaget, at hæve tilskuddet til lokalkredsene fra kr. 40,- til kr. 50,- pr. medlem pr. år.


Landsforeningen har igen i år arbejdet intens på at udvikle samarbejdet med Politiforbundet, da vi mener det er af stor betydning for såvel Landsforeningen som for Politiforbundet, at arbejde sammen om de udfordringer der er, bl.a. i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Det har blandt andet ført til, at Politiforbundet sammen med andre store forbund i CO10, gav der fulde støtte til de krav Landsforeningen og de øvrige organisationer i Sammenslutningen af Senior- og Pensionistforeninger i CO10, havde til OK24.
Vi fik som bekendt ikke disse krav gennemført, men vi fik rettet stor opmærksomhed på kravene, og vi har derfor et stort håb om, at vi kommer bedre fra land ved de kommende OK26 forhandlinger.


Selv om vi ikke fik vores krav gennemført ved OK24, betød aftalen trods alt en historisk høj ramme, der betyder, at tjenestemandspensionen i overenskomstperioden vil stige med 7,4%, som minimum, med det forbehold, at reguleringsordningsprocenten pr. 1. april 2025 endnu ikke er opgjort samt at de eventuelle ekstra lønforhandlinger ultimo 2025 endnu ikke er gennemført.
OK26 er p.t. langt væk, men ikke længere væk, end at vi i Landsforeningen og i Sammenslutningen i CO10 allerede er gået i gang med at forberede vores strategi, der bl.a. indebærer et forsøg på, at synliggøre vores krav på en anden måde end tidligere, både i forhold til vores partnere i CO10 og CFU, men også i forhold til landets politikere og embedsmænd, herunder ikke mindst embedsmændene i Medarbejder- og Kompetence Styrelse, som jo er CFU,s direkte forhandlings modpart.

Vores medlemmer vil blive løbende orienteret om hele dette forløb.

Folkepensionen og specielt reguleringen af denne har også i året, der er gået, haft Landsforeningens bevågenhed.
Det har blandt ført til artikler desangående, i fagbladet Dansk Politi.

Senest har vi taget kontakt til organisationen Faglige Seniorer, en seniorfagforening med mere end 260.000 medlemmer. De er meget interesseret i et samarbejde med os, og der er aftalt opstartsmøder allerede i starten af det nye år.

Politipensionisternes Landsforening har pr. november 2024 2418 medlemmer, hvilket er en lille tilbagegang.
Desværre skyldes en stor del af medlemstilbagegangen dødsfald blandt vores medlemmer.
ÆRET VÆRE DERES MINDE

Det positive er, at vi frem til nu, har modtaget henved 100 indmeldelser fra tjenestemandspensionister, der ønsker at være en del af et større fællesskab, og som ønsker at bidrage til det arbejde som vi laver i Landsforeningen.
Jeg kan kun opfordre til at mange flere følger deres eksempel, og også opfordre nuværende medlemmer til på bedste måde at promovere vores forening overfor venner og bekendte i målgruppen, som endnu ikke er medlemmer.

Jeg vil til at slutte dette Nyhedsbrev, som blev lidt langt, men som viser, at alle vi der er valgt, arbejder hårdt for at opnå de mål, vi har sat os. Jeg kan anbefale at søge yderligere oplysninger på Landsforeningens hjemmeside https://www.politipensionisterne.dk/
og også Sammenslutningen i CO10,s hjemmeside https://sammenslutningenico10.dk/

Og der er nok at tage fat på, når man ser tilbage på den senere tids politiske forhandlinger og resultater omkring skattereform, finanslov og trepartsforhandlinger, hvor Danmarks 1,2 millioner pensionister bestemt ikke er blevet tilgodeset.

PENSIONISTER HAR OGSÅ KRAV PÅ AT KUNNE FASTHOLDE KØBEKRAFT OG VELFÆRD !!!
Med disse ord vil jeg takke alle Medlemmer, Hovedbestyrelse og Samarbejdspartnere for året som er gået og ønske alle og deres nærmeste
EN RIGTIG GLÆDELIG JUL SAMT ET GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR.


Mogens Winding
Formand for Politipensionisternes Landsforening.