Nyhedsbrev oktober 2024

Dato: oktober 2024

NYHEDSBREV

Processen omkring de netop overståede OK24 forhandlinger har vist, at der som faglig organisation er et stort behov for initiativ og involvering i arbejdet omkring disse forhandlinger.

Herudover har Politipensionisternes Landsforening de senere år bestræbt sig på at øge Landsforeningens indflydelse overfor såvel samarbejdspartnere, som primært er Politiforbundet og CO10, som overfor vores modpart, Medarbejder-og Kompetencestyrelsen, ligesom vi fremover vil bestræbe os på, fortsat at opfylde Landsforeningens formål i forhold til, at varetage medlemmernes økonomiske og sociale ønsker.
Det har betydet mere arbejde og flere møder i Hovedbestyrelsen, Forretningsudvalget samt i diverse arbejdsudvalg, herunder det fremtidige OK26-udvalg, og dermed også øgede administrative udgifter, herunder øgede mødeudgifter.

Det har endvidere været ønsket, at tilskuddet til Lokalkredsene skulle op på det tidligere niveau på kr. 50,- pr. medlem.

Disse forhold blev drøftet indgående på Generalforsamlingen den 18. april 2024, og indgik også i fremlæggelse af Landsforeningens økonomiske situation, der på dette tidspunkt og på baggrund af ovennævnte viste et underskud på driften.

Generalforsamlingen fandt dette uhensigtsmæssigt. Det blev derfor foreslået og efterfølgende vedtaget med stort flertal, at hæve kontingentet fra det nuværende kr. 200,- til kr. 250,- pr. år, med virkning fra 2025. Det vil sikre Landsforeningens drift mange år ud i fremtiden.
Kontingentet er naturligvis fortsat fuldt fradragsberettiget.

Det blev samtidig besluttet, at tilskuddet til Lokalkredsene hæves til kr. 50,- pr. medlem pr. år.
Hovedbestyrelsen henstiller til, at Landsforeningens medlemmer har forståelse for kontingentforhøjelsen, som vil være til gavn for Landsforeningens arbejde med at sikre og styrke sin indflydelse i bestræbelserne på at gavne medlemmernes ønsker og behov.

For at fremme medlemmernes forståelse for Landsforeningens arbejde, opfordres alle til at tilmelde sig NYHEDSBREVET samt læse Landsforeningens artikler i fagbladet Dansk Politi.
Tilmelding til NYHEDSBREVET sker på Landsforeningens hjemmeside – politipensionisterne.dk
Fagbladet Dansk Politi kan for de, som ikke er medlem af Politiforbundet, læses elektronisk på Politiforbundets hjemmeside – politiforbundet.dk.

Politipensionisternes Landsforening
Mogens Winding, Formand