Referat fra generalforsamling, d. 21. februar 2019 i Vejle

Referat fra generalforsamling, d. 21. februar 2019 i Vejle.

Dagsorden:
1: Valg af dirigent.
2: Godkendelse af fuldmagter.
3: Formandens beretning.
4: Indkomne forslag.
5: Regnskab.
6: Fastsættelse af kontingent.
7: Valg af:

a. To bestyrelsesmedlemmer: Leif Aasholm – villig til genvalg. Hans Erik Pedersen – ønsker ikke genvalg.

b. Bestyrelsessuppleant: Kurt Rønne afgår.

c. En revisor, Svend Erik Nielsen, afgår.

d. Revisorsuppleant, Niels Linnet, afgår.

e. Fire delegerede til PLs landsmøde, tirsdag d. 2. april 2019.

8: Eventuelt.

 

 --------------------------------------------------------------------------------------------------------

 Der var 36 deltagere (heraf 10 ledsagere).

Formanden, Svend Sandberg, bød velkommen. Han orienterede om, at der i årets løb var død 2 af kredsens medlemmer. Forsamlingen rejste sig og mindedes med 1 minut stilhed. Formanden udtrykte et æret være deres minde.

1: Hans Henrik Hansen, Fredericia blev valgt som dirigent. Han takkede og konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og beslutningsdygtig.

2: Der var ingen fuldmagter.

3: Formanden oplyste, at året 2018 havde været begivenhedsrig for Politipensionisternes Landsforening. Som bekendt trak vores tidligere formand, John Jensen, sig som formand grundet sygdom. I stedet blev valgt Finn Baad. Med den nye formand kom nye vinde og der blev nedsat tre udvalg, henholdsvis ”Lovudvalg”, ”Redaktionsudvalg” og ”IT-udvalg”. Det mest omfattende er lovudvalget, der skal arbejde med at justere foreningens vedtægter m.m.

Den nye formand er næstformand i den pensionistgruppe, som repræsenterer os i CO10. Her er forberedelserne til OK 21 i fuld gang – i første omgang med at få udarbejdet en vurdering af pensionen i forhold til lønudviklingen.

OK18 forhandlingerne faldt på plads med et rimeligt resultat. Det såkaldte privatlønsværn, som langsomt udhulede vores pension, blev afskaffet og der blev opnået en løn- og pensionsstigning på 6,2 % frem til april 2021. Pensionsgruppen stemte nej til overenskomsten fordi 0,53 % af stigningen gik til ”andre formål”, men det var ikke muligt at få at vide, hvilke formål det drejede sig om.

Formanden regnede med, at størstedelen var til betaling for den meget omtalte spisepause. Et andet resultat, der kom i forbindelse med budgetforhandlingerne var den politiske beslutning om at afskaffe ”Satspuljen” ved udgangen af 2019. Satspuljen omfattede ikke statspensionen, kun folkepensionen, førtidspensionen og tilsvarende. Alligevel betyder det, at en folkepensionist i år får ca. 7.000,-kr. mindre i pension, end hvis ordningen ikke var indført først i 90-erne.

Kreds 4 havde et arrangement på Brandbjerg Højskole, hvor næsten 80 deltagere spiste en dejlig buffet og derefter fortalte tidl. kriminalassistent Tom Kristensen om Tønder-sagen. Det var en god og spændende aften. De tre etablerede seniorklubber i kreds 4 har igen i 2018 haft et rimeligt stort og varieret aktivitetsniveau.

Seniorklubben i Fredericia har været til Sønderborg sommerrevy – på rundvisning i kriminalteknisk afdeling – afholdt informationsaften sammen med en advokat og Lån og Spar i Kolding om ”alt hvad vi skal sørge for at have i orden før vi bliver for gamle” – julefrokost.

Seniorklubben i Vejle har haft Bowling med spisning og uddeling af præmier – besøgt Industrimuseet i Horsens med rundvisning og spisning på Dollys – musikarrangement med ”Haveforeningen Vimmersvej – Bamses venner” en hyggeaften – julefrokost.

Seniorklubben i Horsens har haft kursus i brug af hjertestarter – rundvisning på ”Uldum Mølle” – Besøg hos ”Horsens vand” med guide – bankospil i november. Politipensionisterne i Skanderborg, Kolding og Billund arbejder ikke så struktureret, men holder sammen i større eller mindre grupper til traditionsbundne arrangementer.

Medlemssituationen. Medlemstallet for hele landet er i 2018 steget med 108 medlemmer til i alt 2.562 medlemmer. Formandens indtryk var, at de fleste, der går på pension melder sig ind. Alle, der går på pension får en skrivelse fra Politiforbundet om mulighed for at blive medlem af vores landsforening og derefter en skrivelse fra vores medlemssekretær med opfordring til at melde sig ind. I Sydøstjylland – kreds 4 – er vores medlemsantal steget fra 153 til 165 medlemmer. Der er 15 indmeldte og vi har mistet 3 medlemmer i årets løb.

Som noget nyt bliver der udstedt et medlemskort til alle nye medlemmer – digitalt, der styres af medlemssekretæren.

I årets løb har foreningen været gennem en omfattende proces med at formulere foreningens privatlivspolitik. Det er en EU-forordning og en opstramning af Databeskyttelsesloven, der tvang alle, bl.a. foreninger til at justere og informere medlemmerne om ændringerne.

Herefter er det kun PLs hovedbestyrelse, der har adgang til registre, hvor medlemmernes PNR er anført. Reglerne kan ses på hjemmesiden.

Kommunikation.

Formanden nævnte, at foreningens hjemmeside WWW.politipensionisterne.dk skulle gerne være kendt af alle medlemmer. Som noget nyt er der på åbningssiden et link til ”Seneste nyt”, så man ikke skal ud og søge efter de nyeste oplysninger. Nye medlemmer vil fremover modtage en velkomstskrivelse med de mest basale oplysninger om foreningen og bestyrelsen. Endvidere udsendes der mails når der er noget at fortælle. Der er siden juli måned udsendt seks meddelelser til alle, der har opgivet deres mailadresser.

Fremtidsudsigter.

Der foreligger en invitation fra PD Jørgen Abrahamsen til et infomøde d. 28. marts 2019 i Horsens. Det erstatter de tidligere kendte Nytårsparoler. Invitationen gælder alle tidl. ansatte i Sydøstjyllands Politi. Formanden håbede, at kredsen igen i år ville komme med et kredsarrangement, der er attraktivt for medlemmerne.

Formanden afsluttede med en stor tak for et godt samarbejde i bestyrelsen. Også tak til alle for deres støtte til bestyrelsesarbejdet – i særdeleshed til de medlemmer, der er mødt op til generalforsamlingen.

Dirigenten satte beretningen til debat. Beretningen blev godkendt med enkelte positive tilkendegivelser.

4. Der var ingen indkomne forslag.

5. Kassereren, Svend Flugt aflagde revideret regnskab. Der var indtægter på 13.880,-kr. Der var udgifter på 20.699,52 kr. Foreningens formue pr. 31/12 2018 var 6.498,62 kr.

På forespørgsel oplyste han, at især arrangementet på Brandbjerg Højskole belastede regnskabet. Regnskabet blev godkendt.

6. Uændret kontingent (0,- kr.) blev vedtaget.

7. Bestyrelsen: Leif Aasholm blev genvalgt. Hans Erik Pedersen ønskede ikke genvalg – Svend Nommesen, Vejle, blev valgt til bestyrelsen. Bestyrelsessuppleant: Kurt Rønne blev genvalgt.

Revisor: Svend Erik Nielsen blev genvalgt.

Revisorsuppleant: Niels Linnet ønskede ikke genvalg – Max Burhøi, Horsens blev valgt.

Delegerede til PLs landsmøde: Der blev valgt bestyrelsen samt Max Burhøi.

8. Eventuelt. Intet til punktet.

Dirigenten takkede for nogenlunde god ro og orden under generalforsamlingen.

Formanden takkede dirigenten for god ledelse og han sluttede generalforsamlingen.

--------------------------------------------------------------------------------------------------

Efter generalforsamlingen, der sluttede kl. 1745, var der spisning. Derefter fortalte John Smedemark om ”Kranio-Sekral terapi” og sin klinik for manuel behandling, hvor målgruppen spænder fra klienter med idrætsskader til mange af de skavanker vi får i den 3. eller 4. alder.

Hans Erik Pedersen,

ref.

Hvordan henter jeg referater

Referaterne er i det format der hedder pdf. Det kræver Adobe Reader.
Den er for det meste standard, men har du den ikke kan den hentes her

Til højre klik på det ønskede, eks. "Generalforsamlingsmøder".
Klik derefter på det ønskede referat, der så hentes.

Filen skal evt. gemmes på din pc, vælg et sted du vil have den liggende. Find den der, og klik på den for at åbne den.

SE KREDSENE PÅ KORT

SE KREDSENE PÅ KORT

Se Danmarks kort med kredsinddelinger, og med kredsnummer.
Vælg info og få mere information om kredsene.
Se hurtig klik for oplysninger om kredsbestyrelsen

Find det her...

NYT FRA KREDSENE

NYT FRA KREDSENE

Se det seneste nyt fra alle kredsene.
Vælg din kreds, eller vælg en anden kreds nyhedsindslag

 

Find det her...