(H) Referater fra ordinære generalforsamlinger

Formandens beretning ved generalforsamlingen i hovedbestyrelsen den 20. april 2023

Dato: 2. april 2023 Beretning 2022/2023

Så er det igen blevet tid til at gøre status for arbejdet i vores forening Politipensionisternes Landsforening.
Der har været god aktivitet i året som er gået siden sidste generalforsamling. Vi har således afholdt 2 hovedbestyrelsesmøder, 4 FU-møder, 1 møde i arbejdsgruppen vedrørende samarbejde med Politiforbundet samt to møder med Politiforbundet, hvoraf det ene havde hovedoverskriften ”Lån og Spar”. Herudover har der været afholdt 2 møder i vores paraplyorganisation Sammenslutningen af Senior/Pensionistforening i CO10, 1 repræsentantskabsmøde i CO10 samt en CO10 konference omkring OK24. Alt sammen noget jeg vil komme nærmere ind på senere.

Vi var ved årsskiftet 2487 medlemmer, hvilket er en lille nedgang i forhold til året før, hvor vi var 2548 medlemmer.
Desværre skyldes det i det væsentlige, at rigtig mange af vores medlemmer er gået bort.

Sidste år fik vi desværre meddelelse om, at Kreds 12 havde besluttet at nedlægge sig selv, og vi har i den forbindelse været i dialog med kredsen, hvilket har betydet, at de har besluttet, at udskyde afgørelsen til efter Generalforsamlingen her i Landsforeningen.
Det har givet os mulighed for at drøfte hvorledes vi fra centralt hold kan varetage interesserne for kredsens 30 medlemmer, såfremt der er et ønske om det.
Der vil på den baggrund, senere i dag blive fremlagt forslag til vedtægtsændringer, der, hvis det bliver vedtaget, gør det muligt, at tage hånd om vores medlemmer på Bornholm.

Politiforbundet
Nogle vil måske spørge, hvorfor politiforbundet skal nævnes særskilt her i beretningen, for handler det her ikke kun om Politipensionisternes Landsforeningen.
Jo det handler om Landsforeningen, men det handler også om samarbejde, loyalitet og fremtidssikring.
Herudover fremgår det faktisk af vores vedtægter, at vi forpligter os til at samarbejde med andre organisationer, herunder Politiforbundet.
Og jeg mener, at samarbejdet er vigtigt for os, men bestemt også den modsatte vej. Politiforbundet har nok den opfattelse, at de kan klare sig uden os. Det kan de måske også, sådan set udefra, men de har altså nu fået betalende pensionerede medlemmer, og uanset hvilken holdning man har, er det stadigvæk min opfattelse, at det er Politipensionisternes Landsforening, der er alle pensionerede politi- og domstolstjenestemænds talerør i udøvelsen af vores forhandlingsret.
Og jeg mener det er nødvendigt, at begge parter accepterer, at det er sådan det forholder sig, således at vi til alles bedste - Landsforeningens medlemmer, Politiforbundet pensionistmedlemmer, pensionistmedlemmer af begge organisationer samt de, der endnu ikke er blevet medlemmer nogen steder - taler med en tunge og en styrke overfor vores modpart i Medarbejder og Kompetencestyrelsen.
Der må aldrig blive tale om dem og os.
Vi skal sammen varetage alle pensionerede politi- og kontortjenestemænds interesser, såvel økonomiske som menneskelige, og jo flere organiserede vi er, jo stærkere er vi.

Når alt dette er sagt, skal det slås fast med syvtommersøm, at ingen af disse tiltag ændrer det faktum, at medlemskabet Politipensionisternes Landsforening og det fællesskab vi har skabt her, er unikt og ikke meget kan måle sig med det.
Og vores selvstændighed og vores forhandlingsret er ikke til salg.

Til orientering kan jeg i øvrigt oplyse, at ifølge de seneste tal, er der ca. 2260 pensionister som har valgt at være medlem af Forbundet, fordelt med ca. 1/3 på Passiv+ ordningen og ca. 2/3 på Passiv ordningen. Jeg ved ikke hvor mange af disse medlemmer, der også er medlemmer hos os.

Som jeg nævnte i indledningen har vi afholdt 2 møder med Politiforbundets formand og næstformand samt repræsentanter fra sekretariatet i året som er gået.
Det første møde var et ordinært møde, hvor vi drøftede samarbejdsrelationerne og hvor vi ridsede vores ønsker til et frugtbart samarbejde op.
Vi fik som det første underskrevet den ny samarbejdstale. Herudover har vi indgået aftale om muligheden for at få foretræde for Forbundets Hovedbestyrelse samt diverse udvalg når relevante emner, som fx OK24 byder sig, samt en aftale om deltagelse ved Forbundets kongres, hvor der også bliver mulighed for Landsforeningen at komme med relevant indlæg.
Herudover har vi i forbindelse med hvervning af nye medlemmer drøftet muligheden for, at en repræsentant for Landsforeningen kan deltage ved de af Rigspolitiet og Politiforbundet arrangerede Senkarriere kurser. Dette er dog på forberedelsesstadiet endnu.
Det er min generelle opfattelse at møderne bliver afholdt i en god atmosfære og at der stort set er enighed om, hvorledes samarbejdet skal foregå.

Som nævnt tidligere handlede det andet møde primært om situationen vedrørende Lån og Spar Bank.
Nogle af vores medlemmer har modtaget skrivelse fra Lån og Spar med meddelelse om, at de ikke længere kan være en del af bankens fordelskundeprogram, da banken har erfaret, at de ikke længere er medlem af Politiforbundet.
Det er naturligvis faldet mange af vores medlemmer for brystet, da det er den helt klare opfattelse, at vores medlemmer, der også er medlemmer af CO10 er lige så berettiget til at være fordelskunder i Lån og Spar, som alle andre medlemmer af CO10.
Vi har derfor ført en dialog, først med CO10, dernæst med Lån og Spar og sluttelig med Politiforbundet, i forsøget på at finde en løsning på problemet.
Ingen af dialogparterne har imidlertid ønsket, at Landsforeningens medlemmer kunne blive en del af fordelskundeprogrammet med mindre man samtidig er medlem af Politiforbundet.

 Fordelskundeprogrammet er ikke fastsat i noget af bankens regelsæt og det er således åbenbart alene bankens bestyrelse og ledelse, der træffer afgørelse om, hvem de ønsker som kunder.
Og det er altså bankens bestyrelses og ledelses holdning, at man ikke ønsker at udvide kundekredsen med de potentielle 2500 kunder som Landsforeningen kan stå inde for.
Jeg vil gerne se en anden bank i Danmark, som siger nej tak til 2500 nye kunder.
Situationen har været genstand for en del drøftelser i såvel FU som i Hovedbestyrelsen, hvor forskellige muligheder har været drøftet.
Hovedbestyrelsen har på baggrund af drøftelserne besluttet, at sagen indtil videre sættes i bero.
De medlemmer, som Landsforeningen bekendt har været ramt af sagen, er alle blevet underrettet personligt, og de har erklæret sig indforstået med Hovedbestyrelsens beslutning.
Der har været stillet spørgsmålstegn ved, om hvorvidt Lån og Spar og Politiforbundet lovligt og uden at bryde GDPR-reglerne, kan udveksle oplysninger om medlemskab m.v.
Ifølge Lån og Spar forholder sig sådan, at hver enkelt fordelskunde, ved kontraktens oprettelse, giver sit samtykke til, at sådanne oplysninger må udveksles.

Med oprettelsen af de to passivordninger i Politiforbundet er der opstået et spørgsmål om hvorvidt begge kontingenter er fradragsberettiget.
Det ligger fast, at kontingentet til Landsforeningen for de medlemmer, der er tjenestemandspensionister, er fradragsberettiget. Det ligger der en afgørelse om, fra SKAT.
Politiforbundet har tilkendegivet, at kontingentet til Forbundet ligeledes er fradragsberettiget. Landsforeningen har overfor Forbundet givet udtryk for, at man ville have sikkerhed for, at det forholder sig sådan.
Politiforbundet har derfor søgt sagen undersøgt ved deres revisionsfirma, Deloitte.
Revisionsfirmaet skønner efter at have gennemgået relevante love og vedtægter, at det er lovligt for Politiforbundet at indberette kontingenter fra deres passivordninger til SKAT som fradragsberettiget, også selv om respektive medlemmer samtidig fratrækker kontingentet til Landsforeningen.

Som jeg nævnte sidste år blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af 4 af vores HB-medlemmer med det formål at udarbejde anbefalinger til et tættere samarbejde med Politiforbundet. Arbejdsgruppen har afholdt 1 møde den 24. maj 2022, hvor forskellige anbefalinger blev drøftet og vedtaget til videre drøftelse og vedtagelse i Hovedbestyrelsen.
Foruden de tiltag til et styrket samarbejde med Forbundet, som jeg allerede har nævnt tidligere i beretningen, har vi fortsat et ønske om, at samarbejdsaftalen løbende revideres og forbedres, herunder bl.a., at det kommer til at fremgå tydeligere, hvad aftalen indebærer fx i forbindelse med aftalen om deltagelse ved møder og kongres. Det er også et ønske fra vores side, at det kommer til at fremgå af Lov for Politiforbundet, at der skal indgås en samarbejdsaftale med Landsforeningen, i lighed med det, der fremgår af Landsforeningens vedtægter § 16.

Ud over de nævnte 2 møder har jeg afholdt et frokostmøde alene med formanden for Politiforbundet Heino Kegel i Århus.
Vi drøftede løst og fast omkring samarbejdet og samarbejdsrelationer, og vi aftalte bl.a. nye mødedatoer for ordinære møder samt mødedato for deltagelse i Politiforbundets OK24- udvalg. Herudover aftalte vi at udveksle vores respektive overenskomstkrav, ligesom det blev aftalt, at Landsforeningen fremsendte ønsker til den løbende revidering af samarbejdsaftalen.
Mødedatoerne er, for OK24 den 16. maj 2023 og for ordinært møde den 9. oktober 2023. Hans Agerbo og jeg deltager fra os.

CO10
I sidste års beretning gjorde jeg rede for Landsforeningens tilhørsforhold til CO10, så det vil jeg undlade at gøre i år, men blot sige, at vi har et godt samarbejde i Sammenslutning af Senior/Pensionistforeninger i CO10, og hvor vi stort set er enige om hvorledes vores tilgang, som pensionistorganisation til de øvrige CO10 organisationer, skal være.
Vi har blandt andet drøftet Sammenslutningens rolle og indflydelse i CO10.
Det er således, at Sammenslutningen med sine godt 6500 medlemmer er den 3. største personalegruppe. Vi lægger hvert år kr. 400.000,- i kontingent og er dermed tillige den 4. største bidragyder blandt af CO10,s. 30 medlemsorganisationer.
Det er vores helt klare holdning, at disse fakta bør give os mere indflydelse end vi har i dag.
Det betyder bl.a., at vi i de kommende år vil arbejde på at ændre CO10,s vedtægter, der på visse områder, efter vores mening, ikke er tidssvarende.
CO10 afholdte repræsentantskabsmøde den 13. oktober 2022.
I den forbindelse havde man i CO10,s bestyrelse drøftet repræsentantskabets mødeform, hvor det bl.a. var foreslået, at færre skulle deltage.
Det endte med, at blive besluttet at mødeform og deltagerantal fastholdes, dog således at der udarbejdes mere specifikke temaer til drøftelse.

OK24
Som bekendt har der netop været aftaleforhandlinger på det private arbejdsmarked, med et efter omstændighederne godt resultat til følge.
Det skal vi selvfølgelig forsøge at følge op på, når forhandlingerne på det offentlige område går i gang i februar 2024.
Der vil naturligvis blive stillet de samme krav om sikring af reallønnen og andre bløde krav til disse forhandlinger, og der arbejdes intens i CO10 og i CFU på at udarbejde disse krav.
CO10 afholdte den 23. januar 2023 konference, hvor Sammenslutning deltog med formand, Marianne Nielsen og næstformand, Undertegnede.
Jeg har udsendt notat fra dette møde og kort fortalt var der optimisme at spore i forhold til, at vi i det offentlige kunne opnå et godt resultat, ikke mindst på grund af reguleringsordningen.

Tjenestemandspensionisterne – og dem er der faktisk godt 130.000 af på landsplan – har efter Sammenslutningens opfattelse et problem, når tjenestemandspensionen skal reguleres.
Reguleringen er fastlagt i en bekendtgørelse, som er vedtaget i Folketinget, og som det er nu, reguleres Tjenestemandspension og efterindtægt svarende til de generelle lønstigninger.
Og det er fint så længe, at langt de fleste overenskomstmidler afsættes til generelle lønstigninger.
Men hvis der afsættes midler til andre lønformål, eksempelvis 2 % til organisationspuljer – altså midler til lokal forhandling i de enkelte organisationer – går tjenestemandspensionisterne glip af disse 2%, da dette ligger ud over det, der er afsat til generelle lønstigninger.
Og det har faktisk været tilfældet 2 gange siden OK05, hvilket betyder, at tjenestemandspensionisterne siden dengang har oparbejdet et udregnet efterslæb på 1,79%.
På den baggrund har Sammenslutningen fremsat følgende krav:

1. Procentreguleringen af tjenestemandspensioner og efterindtægt fastsættes til den samlede ramme, der afsættes til egentlige lønformål.
2. BEK om regulering af tjenestemandspensioner, § 1 ændres i henhold til krav 1.
3. En ekstraordinær regulering af den generelle tjenestemandspension til dækning af det dokumenterede efterslæb på 1,79% for perioden OK08 til OK18 i lighed med den regulering, der gennemførtes ved OK05.

Sammenslutning kan støtte op om et eventuelt krav om at hæve tjenestemandspensionsprocenten fra de nuværende 57% ved fuld opsparing, men finder det nødvendigt, at Sammenslutningens krav 1) og 2) gennemføres først for ikke at efterlade nogen på ”perronen”

Kravene og specielt Krav 1 og Krav 2 fremsættes med det klare formål, simpelt hen at undgå at der fremover opstår et efterslæb.
Vi forsøger, at gøre det klart overfor CO10 og CFU, at det vil være taktisk klogt og at udvise rettidig omhu, at få gennemført kravet nu, en gang for alle.

En anden argumentation er, at så længe du er lønmodtager bliver der stillet forskellige krav, alt efter hvilken organisation du tilhører. Når du bliver pensionist, og det gør alle forhåbentlig på et tidspunkt, så har vi alle et fælles krav, nemlig ovenstående.

I Sammenslutningen vil vi forsøge at finde fælles fodslag med andre statslige pensionistforeninger og vi har netop aftalt at mødes med pensionister fra LC, OAO og AC.
Mødet finder sted den 16. maj 2023.
Samme dag har Landsforeningen som tidligere nævnt fået foretræde i Politiforbundet OK24 udvalg, hvor vi vil gøre rede for ovennævnte krav med henblik på at få Forbundets opbakning til fremmelse af kravet i CO10.
Jeg har naturligvis en forventning om, at Forbundet vil støtte kravet. Det er trods alt ¼ af deres medlemmer det kommer til gavn og som jeg nævnte før, på sigt alle deres medlemmer.

Når alt dette er sagt ved jeg nogle – og måske især vores modpart Medarbejder- og Kompetencestyrelsen – vil sige, at dette kan overhovedet ikke lade sig gøre, fordi I i forvejen har en gunstig tjenestemandspension.
Og det er fuldstændig korrekt, det har vi, men mange lønmodtagere har også en god løn, og alligevel har de lønforhandlinger med det formål at sikre reallønnen og købekraften.
Og vi tjenestemandspensionister er vel lige så berettiget til at sikre disse krav.

Reguleringsordningen
Jeg nævnte før, at jeg går ud fra at vi får gavn af reguleringsordningen i den kommende overenskomstperiode.
Vi har drøftet reguleringsordningen i Hovedbestyrelsen og der er et overvejende flertal for, at Landsforeningen går ind for at bevare ordningen, hvilket i øvrigt CO10 også gør.
I indeværende aftaleperiode - OK21 - var reguleringsordningen skønnet til et plus på 0,63%, men udmøntede faktisk O,73%, fordelt med O,59% pr. 1. april 2022 og O,14% pr. 1. april 2023.
Forskellen på udmøntningsgraden skal ses i lønstatistikken og udviklingen i løndannelsen på det private og offentlige område, og ifølge lønstatistikken var der en større forskel på det private og offentlige i 1. periode.
Men som nævnt tidligere, så forventes reguleringsordning også at få en positiv betydning i den kommende overenskomstperiode.

 Lønregulering pr. 01.04.23
Regulering af tjenestemandspensionen pr. 1. april 2023 er udmøntet med generelle stigning på 1,48% og reguleringsorden på 0,14%, i at 1,62%.
Herudover er der yderlige en regulering i indeværende aftaleperiode pr. 1. oktober 2023 på 0,35%.

Folkepension:
Kommer det os ved.
Ja det mener jeg det gør, fordi vi jo alle modtager Folkepension i større eller mindre grad.
Der er det ved folkepensionen, at den i dag reguleres med 2 års forsinkelse i forhold til den almindelige lønudvikling i Danmark.
Den reguleres ikke med den fulde lønudvikling, idet en skatteaftale fra 2012 har bestemt, at der som udgangspunkt skal fratrækkes 0,75%, som bl.a. skulle bruges til at finansiere forhøjelse af beskæftigelsesfradrag og en stigning af topskattegrænsen.
Herudover skal der afsættes0,30% til ATP-bidrag.
Eksempelvis vil det betyde, at en lønudvikling på 3% kun vil udmønte en stigning i pensionen på 1,95% - og så med 2 års forsinkelse.
Heldigvis er denne problematik langt om længe gået op for Danmarks store pensionistorganisationer, hvilket har betydet at Faglige Seniorer har fremlagt et borgerforslag, der gør op med denne problematik.
Borgerforslag fik hurtigt over 50000 underskrifter, der er en betingelse for at det vil blive behandlet i Folketinget, og det har medført, at der nu er fremsat et beslutningsforslag der 1.behandles i Folketinget den 13. april 2023.

Overenskomstdækning for pensionister
Ved OK21 blev der indgået aftale om overenskomstdækning af pensionister i arbejde med virkning fra 1. juni 2022. Det betyder, at statspensionister der opnår arbejde i Staten skal ansættes på den organisationsaftale eller fællesoverenskomst, der findes på det område man ansættes indenfor.
På grund af store sagspukler i politiet, er mange pensionerede politifolk i det forløbne år blevet tilbudt at arbejde med disse sager, rundt omkring i politikredsene og man skulle så tro, at de så ville blive ansat efter nævnte aftale.
Det er de imidlertid ikke, da det at arbejde med politisager ikke falder ind under aftalen.
De er i stedet ansat på HK-lignende vilkår, hvilket betyder en timeløn p.t. på 198,.- + pensionsordning, såfremt ansættelse er ud over 1 år.
Politiforbundet har opgjort, at der p.t. er ansat 122 pensionerede kollegaer i hele Danmark på disse vilkår.
De pgl. har ikke politimyndighed, men da de har med politisager at gøre forlanger Politiforbundet at de er fuldgyldige medlemmer – altså er det ikke nok med Passiv-medlemskaber – af politiforbundet, såfremt de forventer at få fx advokatbistand i DUP-sager og arbejdsskadesager.

Hjemmesiden
Politipensionisternes Landsforenings hjemmeside bliver løbende evalueret og udviklet.
Senest har vi møbleret lidt om på faktaboksene, der bl.a. betyder, at vi har fået en skrivelse vedr. medlemskab af Landsforeningen ind øverst på forsiden under teksten:

HVORFOR SKAL JEG VÆRE MEDLEM AF POLITIPENSIONISTERNES LANDSFORENING.

Jeg vil her opfordre til, at vi alle gør en indsats for at synliggøre hjemmesiden, også overfor de pensionister vi kender, men som ikke er medlemmer.
Og i dag har vi jo som bekendt et forslag om ændring af hjemmesiden, således at andre politirelaterede foreninger får mulighed for at benytte siden, forhåbentlig til gavn for alle og ikke mindst for at synliggøre Politipensionisternes Landsforening.

Landsforeningens e.mail
En eller anden kriminel person finder det morsomt at sende e-mails til Hovedbestyrelsen i mit navn og med min underskrift, for at bede om en eller anden form for ydelse af økonomisk art.
Heldigvis er det ikke lykkedes for den formastelige at lokke ydelser ud af medlemmerne endnu og jeg håber ikke, at det sker i fremtiden.
Jeg synes ikke det er specielt morsomt, og det går langt over mine grænser, at en noksagt generer min Hovedbestyrelse og mig selv.
Vi har drøftet situationen i Hovedbestyrelsen, herunder om det er muligt at gøre noget ved vores ”åbne” hjemmeside, hvor oplysningerne om foreningen er offentlige for alle og enhver.
Ifølge vores webmaster, vil det vær næsten uoverskueligt, såfremt der skulle oprettes login, således at kun medlemmer havde adgang, så Hovedbestyrelsen har besluttet at se tiden an.
Forholdet er anmeldt til politiet.

Fremtiden
Til slut vil jeg sige, som jeg også sagde sidste år, at fremtiden for Politipensionisternes Landsforening tegner lys. Jeg synes, at vi i året som er gået, er blevet sat på landkortet og jeg tror og håber på, at vi kan få noget ud af det potentiale vi rent medlemsmæssigt har, ligesom jeg tror på resultater i forhold til de forskellige forhandlinger vi har gang i, og selv om jeg nogle gange kan tvivle, beholder jeg min optimisme i alle disse forhold.
Jeg håber og tror på, at vi får noget ud af vores bestræbelser på at øge vores synlighed og indflydelse.
Fremmødet i dag og det store arbejde og engagement der foregår i Kredsene er også et godt tegn.
Jeg vil på Landsforeningens vegne takke vores medlemmer, alle vores tillidsfolk ude i kredsene, hovedbestyrelsen, forretningsudvalget samt revisorer og revisorsuppleanter for det store arbejde I har gjort i det forgangne år.

Og med disse ord overgiver jeg beretningen til Generalforsamlingen.

 

Mogens Winding
Formand for Politipensionisternes Landsforening

Beretning fra formanden til Generalforsamlingen den 7. april 2022

Dato: 31. marts 2022. Formandens Beretning 2021/2022 (2)

 Så er det igen blevet tid til at gøre status for arbejdet i denne fantastiske Politipensionisternes Landsforening.
Heldigvis er vi ved at kunne mødes normalt og uden restriktioner igen efter Coronaen, men af samme grund er der ikke gået et år siden sidste generalforsamling.
Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er sket noget i perioden.

Vi har således afholdt 2 hovedbestyrelsesmøder, 2 FU-møder samt to møder med Politiforbundet. Herudover har der været afholdt 2 møder i vores paraplyorganisation Sammenslutningen af Senior/Pensionistforening i CO10. Alt sammen noget jeg vil komme nærmere ind på senere.
Vi var ved årsskiftet 2548 medlemmer, hvilket er en lille nedgang i forhold til året før, hvor vi var 2586 medlemmer.
Desværre skyldes det i det væsentlige, at rigtig mange af vores medlemmer er gået bort.
Vi har så lige fået meddelelse om, at Kreds 12 på deres generalforsamling den 29. marts 2022, har besluttet at nedlægge sig selv, da det ikke har været muligt at finde en afløser for den nuværende formand, der har ønsket ikke at fortsætte. Kredsen har 30 medlemmer, som vi i Landsforeningen naturligvis gerne vil beholde som medlemmer. Umiddelbart er intet i vores vedtægter, der forhindrer dette, men vi vil i nær fremtid, i samråd med Kreds 12, drøfte hvilke tiltag vi kan iværksætte, for at sikre dette. Det vil der blive redegjort for senere i dag.

Politiforbundet
Man kunne så også have frygtet, at de tiltag, som Politiforbundet tog i maj måned sidste år på deres kongres, hvor de indførte nye former for medlemskaber i form af Passiv+ og Passiv ordninger, havde ført til yderligere nedgang i vores medlemstal.
Det er imidlertid ikke tilfældet idet tallene rent faktisk viser, at vi har henved 50 flere indmeldelser end udmeldelser.
Jeg er således fuld af fortrøstning for Landsforeningens fremtid, og ikke mindst fordi vi har et fantastiks engageret tillidsmandsnetværk, repræsenteret i kredsbestyrelserne og i hovedbestyrelsen, hvor der bliver gjort et kæmpe stykke arbejde for at hverve nye medlemmer samt et kæmpe arbejde i form af lokale engementer i form af sammenkomster og udflugter, såvel faglige som sociale.
Herudover har hovedbestyrelsen besluttet at se på muligheden for, at give andre ligeartede organisationer adgang til afbenyttelse af Landsforeningens hjemmeside. Dette vil jeg også komme ind på senere.

Som jeg nævnte tidligere besluttede Politiforbundet på deres Kongres i maj måned 2021 at oprette 2 nye medlemsformer i deres organisation, Passiv+ og Passiv. Det betød, at det gratis passive medlemskab som alle polititjenestemandspensionister havde automatisk, når de overgik til pensionisttilværelsen, blev ophævet sammen med de medlemsfordele der fulgte med. Beslutningen betød samtidig, at alle der fra sommeren 2021 er pensioneret, automatisk er medlemmer i Politiforbundet på Passiv+ - ordningen, således at forstå, hver enkelt skal gøre noget aktiv for enten at blive overført til Passiv ordningen eller helt melde sig ud af Forbundet.
Alle os, der er pensionerede blev tilskrevet med ”tilbud” om at kunne melde sig ind inden for en frist på 3 mdr. mod nu at betale kontingent svarende til for Passiv+ kr. 200,- pr. mdr. og for Passiv kr. 422,- pr. år.

Det vakte selvsagt stor forundring blandt vores medlemmer, specielt fordi det gik op for mange, at Landsforeningen først på et meget sent tidspunkt – og også et for sent tidspunkt – var blevet draget ind i forløbet op til Kongresbeslutningen, og specielt fordi det man troede var en selvfølge nu pludselig kom til at koste penge.
Hovedbestyrelse har haft en indgående drøftelse af forløbet, herunder en gennemgang af de medlemsfordele, der nu pludselig forsvandt, ligesom emnet igen og igen har været taget op med Forbundet.

Kongresbeslutningen står naturligvis ikke til at ændre, men vi har dog fået gennemført, at den 3 mdr.s frist der var for indmelding er blevet ændret til uendelig, hvilket vil sige, at man til en hver tid kan melde sig enten ind eller ud af Politiforbundet.
Hovedbestyrelsen har endvidere besluttet, at det på baggrund af en grundig information til vores medlemmer, om fordele og ulemper, må være op til den enkelte at vurdere, om hvorvidt man vil være inde eller ude.

Jeg vil også sige, at foruden de mere kontante fordele eller ulemper der vil være, har en fortsat tilknytning til en organisation, også en menneskelig værdi i relation til fortsat at være en del af det fællesskab, som vi alle har oplevet i rigtig mange år.
Jeg ved ikke med Jer, men jeg har det sådan, at jeg aldrig glemmer jeg har været en del af politiet og af Politiforbundet på godt og ondt.

Når alt dette er sagt skal slås fast med syvtommersøm, at ingen af disse tiltag har indflydelse på medlemskabet af Politipensionisternes Landsforening og det fællesskab vi har skabt her. Det er der ikke meget, der kan måle sig med og vores selvstændighed er ikke til salg.

Det skal ligeledes slås fast med syvtommersøm, at det er Politipensionisternes Landsforening, der gennem Sammenslutning af Senior/pensionistforeninger i CO10, udøver forhandlingsretten for vores medlemmer, også for dem, der har valgt at være medlem af Politiforbundet. Forhandlingsretten er heller ikke til salg.

Til orientering kan jeg oplyse, at de sidste tal jeg har, er at ca. 1800 pensionister har valgt at være medlem af Forbundet, fordelt med ca. 1/3 på Passiv+ ordningen og ca. 2/3 på Passiv ordningen. Jeg ved ikke hvor mange af disse medlemmer, der også er medlemmer hos os.

Men, men, men……..
Samarbejdet med Politiforbundet ligger, til trods for dette, hovedbestyrelsen meget på sinde, og vi har gjort en række tiltag for at styrke og udvide dette samarbejde.
Vi har således for nylig afsluttet arbejdet med udarbejdelsen af en ny samarbejdsaftale med Forbundet, der lægger vægt på et øget samarbejde inden for begge organisationers kerneområder, som f.eks. medlemspleje i henhold til begge organisationers formålsparagraffer, hvervning af nye medlemmer samt udveksling af ideer til gavn for vores medlemmer men også til gavn for organisationernes økonomi.

Det fremgår ligeledes af aftalen, at vi mødes efter behov, dog mindst to gange om året, ligesom det er fastslået i lighed med tidligere, at Landsforeningen modtager et årligt økonomisk tilskud fra Forbundet.

Hovedbestyrelsen har ligeledes drøftet og vedtaget et oplæg til fremtidige visioner for et udvidet samarbejde, herunder en tættere inddragelse i Forbundets arbejde, bl.a. for at sikre de af vores medlemmer, der også er medlemmer af Forbundet, deres lovbestemte rettigheder, herunder ikke mindst at forfægte forhandlingsretten for disse medlemmer. Og ret beset gør vi jo det samme for de tjenestemandspensionister, som alene er medlem af Forbundet. Men det kunne jo være, at vi kunne få dem over i vores fold også.
Vi har taget de første skridt i forhandlingerne med Politiforbundet om disse visioner for fremtiden, og jeg kan sige allerede nu, at der er nogle knaster, som skal files, og nogle kulturer, der skal brydes med, men jeg anser det absolut ikke for umuligt, at vi kan komme overens med en aftale. Forbundets repræsentanter har under alle omstændigheder givet udtryk for, at de inden for rammerne af hvad de finder muligt, juridisk og kulturelt, vil drøfte mulighederne med os. Så indtil videre er jeg optimistisk.
Landsforeningens hovedbestyrelse har udtrykt ønske om, at vi er så godt forberedt på disse forhandlinger, som muligt, og det er derfor besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal gennemarbejde mulighederne ud fra det oplæg, som er vedtaget.
Arbejdsgruppen, der består af Børge Nielsen, Kreds 1, Arne Holdensen, Kreds 7, Hans Agerbo, Næstformand og Mogens Winding, Formand tager fat på arbejdet henover foråret og sommeren i år.

CO10
Så vil jeg tale lidt om CO10, herunder om vores forhandlingsret og om reguleringsordningen.
Som bekendt er Landsforeningen en del af Sammenslutning af Senior/Pensionistforeninger i CO10.
Sammenslutningen består foruden Landsforeningen af pensionistorganisationerne i Dansk Told og Skatteforbund, Teknisk og Administrative Tjenestemænd samt Centralforeningen af Stampersonel.

Alle disse foreninger har en tættere tilknytning til deres moderforbund hvilket bl.a. betyder, at de har det tætte samarbejde, som vi arbejder på at få med Politiforbundet. Det betyder også, at der i moderforbundene er et større kendskab, og dermed også en bedre evne til, at bakke op om de krav, vi som tjenestemandspensionister, har f.eks. i forhold aftaleforhandlingerne.
Bestyrelsen i Sammenslutningen består af formændene fra de 4 foreninger, Dansk Told og skat har formandsposten men Landsforeningen har næstformandsposten.
Formanden er repræsenteret i CO10,s hovedbestyrelse og ifølge vedtægterne har Sammenslutningen 4 repræsentanter ved CO10,s repræsentantskab.

Landsforeningens medlemskab i Sammenslutningen er vigtig, da det er herigennem vi udøver vores forhandlingsret. Denne forhandlingsret, som varetages gennem vores medlemskab i CO10, er lovbestemt i Tjenestemandslovens § 49 og udmøntet i Hovedaftalen af 18. august 1969, hvor tjenemandspensionister er benævnt på lige fod med tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte. Det er ligeledes bestemt, at centralorganisationerne skal give samtlige tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd adgang til repræsentation.
Bestyrelsen i Sammenslutningen har i det forgangne år drøftet vores tilknytning til CO10, og om vi har den indflydelse, som vi er berettiget til.

Vi er med vores ca. 6500 medlemmer den 3. største organisation i CO10, og selv om vi ikke betaler helt det samme i kontingent, som øvrige tilsluttede organisationer, er vi alligevel, kva vores medlemstal, den 4. største bidragyder. Alligevel har Sammenslutningen ifølge CO10,s vedtægter ikke de samme vilkår som de øvrige medlemsorganisationer, bl.a. i forbindelse med afstemninger, valgbarhed, repræsentation og underbygningen af forhandlingsretten.

Vi skal nok heller ikke alle sammenhænge være medlemmer på de samme vilkår, som de øvrig tilknyttede organisationer, og det er vel også derfor, at vi ikke betaler det samme i kontingent, men der er alligevel nogle punkter i vedtægterne, som vi har besluttet os for at tage op til drøftelse med CO10,s sekretariat.
Formanden og jeg skulle egentlig have været til et indledende møde den 28. marts i år, men det blev desværre aflyst, og vi har nu aftalt et nyt møde den 11. april i år. Så det bliver spændende.

CO10- repræsentantskabsmøde
Kort om CO10,s repræsentantskabsmøde, der blev afholdt i november måned 2021.
OK21 blev evalueret. Det var opfattelsen, at der var nogle ting, som skulle være gjort bedre. Selv om det ikke direkte kunne sammenlignes var det opfattelsen, at de statslige ansatte ikke havde fået en lige så god aftale som den kommunerne og regionerne havde opnået, ligesom der i CFU ikke havde været fuldstændig enighed om kravene til modparten.

OK-24
Formanden for CO10 fremlagde ligeledes et forslag til køreplan for OK24.
Det er således planen, at der ret tidligt i forløbet – allerede i juni måned i år afholdes et såkaldt strategiseminar i CFU-regi – at der i december år afholdes et overenskomstforberedende for CO10,s bestyrelse – og at der i 1. kvartal af 2023 afholdes en overenskomstforberedelses konference for CO10,s medlemsorganisationer.

Reguleringsordningen
Man har ligeledes genoptaget arbejdet omkring udarbejdelse af et nyt lønindeks til brug for udregning af reguleringsprocenten. Det var egentlig et arbejde, der skulle have været færdiggjort i forbindelse med OK21, men blev afbrudt p.g.a. corona.
Arbejdet med den ny lønindeksstruktur, der er udarbejdet af Danmarks Statistik, er imidlertid igen sat på pause, fordi bl.a. Finansministeriet har stillet spørgsmålstegn ved udregningsmetode. Det forventes at arbejdet kan genoptages engang i 2023.

Krav til OK24
I forbindelse med OK21 stillede vi som tjenestemandspensionister, gennem Sammenslutning af Senior/Pensionistforeninger i CO10, krav om en ekstra stigning i tjenestemandspension på 1,29% i lighed med den ekstra stigning på 1%, som pensionisterne fik i 2005.
Dette krav blev medtaget som nr. 66 ud af 68 krav, som CFU havde til modparten. Ifølge CO10 blev kravet drøftet under forhandlingerne, men det stod hurtigt klart, at det ikke havde sin gang på jorden.

Kravet var fremsat på baggrund af nogle beregninger som CFU,s regnedrenge havde lavet. Baggrunden og argumentationen for kravet var bl.a., at pensionisterne var sakket bagud som følge af puljer, der var tildelt ud over puljer til generelle lønstigninger, og som ikke var kommet pensionisterne til gode.
Herudover indregnes den såkaldte reststigning som bekendt i aftaleresultatet.
Reststigningsprocenten udregnes som et skøn over bl.a. lønstigninger uden for aftalen, f.eks. anciennitetsstigninger eller merudgifter, som følge af ændringer i personalesammensætningen. Reststigningen er for OK21 udregnet til o,5 % pr. år, altså i at 1,5 %.

Tjenestemandspensionister har ingen stigninger uden for aftalen, så derfor betaler vi for noget vi ikke er en del af.
Det er derfor hensigten, at genfremsætte dette krav ved OK24 og vi vil fastholde Formanden for CO10 på en udtalelse han fremkom med under sin beretning på repræsentantskabsmøde om, og jeg citerer: ”At der inden for rammerne af CO10 laves en musketered om, at ingen efterlades på perronen. At vi først nikker til det samlede CFU-forlig, incl. de specielle forhandlinger, når alles legitime krav er færdigforhandlede.” Citat slut.

Lønregulering pr. 01.04.22
Aftaleresultat for OK21 er gennemgået tidligere, men jeg kan oplyse, at vi her pr. 1. april i år har fået en lønstigning på 1,19 % + 0,59 % i reguleringsordningen, altså en samlet stigning på 1,78 %.

Politipensionisternes Landsforenings hjemmeside får stor ros og senest den 14. marts 2022 havde vi inviteret vores webmaster Allan Madsen til møde i hovedbestyrelsen, hvor han redegjorde for funktionen af siden. Der var enighed om, at tingene fungerede som de skulle.
Allan nævnte dog, at ikke ret mange af vores medlemmer havde tilmeldt sig nyhedsbrevet.
Hovedbestyrelsen drøftede, hvad man kunne gøre ved det, og det blev besluttet at tilføje et fluebensfelt i forbindelse med, at nye medlemmer melder sig ind i foreningen. Det har vist sig allerede at virke.

Hovedbestyrelsen blev endvidere opfordret til at nævne muligheden overfor vores medlemmer.
Hovedbestyrelse har drøftet et forslag fra bl.a. Københavns Begravelsesforening, om at kunne benytte vores hjemmeside til meddelelser. Der var enighed om, at arbejde videre med denne mulighed, og bl.a. undersøge om hvorvidt det kunne være en fordel for Landsforeningen, at også andre eksterne foreninger kunne få denne mulighed. Det kunne i bedste fald give Landsforeningen yderligere opmærksomhed og dermed mulighed for en yderligere medlemstilgang.

I øvrigt kan jeg oplyse, at også Sammenslutningen af Senior/Pensionistforeninger i CO10 har fået en hjemmeside. Den er såmænd konstrueret og forvaltes af vores tidligere formand og nuværende æresmedlem Finn Baad. Stor tak til ham. Hjemmesidens adresse er sammenslutningenico10.dk

Fremtiden
Til slut vil jeg sige, at fremtiden for Politipensionisternes Landsforening tegner lys. Fremmødet i dag og det store arbejde og engagement der foregår i Kredsene er et godt tegn.
Jeg håber og tror på, at vi får noget ud af vores bestræbelser på at øge vores synlighed og indflydelse, til gavn for både de organisationer vi samarbejder med, men i særlig grad for vores trofaste medlemmer og jeg håber og tror på, at vi gennem de tiltag vi forsøger at få gennemført, også kan øge opmærksomheden på Landsforeningen og dermed også styrke medlemstilgangen.
Jeg vil på Landsforeningens vegne takke alle vores tillidsfolk ude i kredsene, hovedbestyrelsen, forretningsudvalget samt revisorer og revisorsuppleanter for det store arbejde I har gjort i det forgangne år.

Og med disse ord overgiver jeg beretningen til Generalforsamlingen.

 Mogens Winding
Formand for Politipensionisternes Landsforening

Gå tilbage til referatet fra Landsforenuingens generalforsamling 2022

 

 

Referat fra Politipensionisternes Landsforenings generalforsamling den 7. april 2022

Referat fra POLITIPENSIONISTERNES LANDSFORENING.s GENERALFORSAMLING
Afholdt torsdag den 7. april 2022 kl. 1030 i mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48, 5000 Odense C.


Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af forretningsorden og af fuldmagter
3. Beretning ved formanden
4. Fremtidig virksomhed
5. Behandling af indkomne forslag
6. Hovedkassereren aflægger regnskab
7a.Fastsættelse af kontingent til PL
7b.Fastsættelse af tilskud til kredsforeningerne
8. Fastsættelse af diæter og rejsegodtgørelse
9. Valg
a..formand ( Mogens Winding villig til genvalg)
b. medlemssekretær (Finn Knudsen villig til genvalg)
c. revisor (Flügge er på valg)
’ d.. revisorsuppleant (Leif Christensen er villig til genvalg)
10) Eventuelt

Formanden åbnede den ordinære generalforsamling med velkomst til de delegerede og en særlig velkomst til æresmedlemmerne John Jensen og Finn Baad. Dejligt at I kunne komme. Desværre var æresmedlem Niels Christensen forhindret i at møde.

Politiforbundet var også inviteret med formand, Heino Kegel og sekretær Claus Redder Madsen men begge var desværre forhindret på grund af andre aktiviteter.
Han konstaterede, at det var glædeligt med så stort et fremmøde, der vidner om et stærkt sammenhold i Landsforeningen. Som tiderne er, bliver der færre og færre tjenestemænd i staten. Derfor er det særdeles vigtigt, at vi holder sammen også efter vi er pensionerede. Vi er p.t. 2548 medlemmer, men der er reelt et potentiale på henved 5000, der kunne optages som medlemmer i Landsforeningen. Hovedbestyrelsen drøfter løbende, hvordan vi bedst muligt skaber interesse for vores forening samtidig med, at der som bekendt udføres et stort arbejde ude i kredsene for at rekruttere nye medlemmer.

Han opfordrede til at det gode og energiske arbejde blev fortsat og at vi søger at udbrede kendskabet til Politipensionisternes Landsforening ved at berette om de sociale og faglige fordele, der er ved at stå sammen. Der er på denne måde samt ved vort medlemskab i CO10 vi skal italesætte den lovbestemte forhandlingsret samt at vi er repræsenteret i centralorganisationen, der reelt udøver forhandlingsretten.

Vi arbejder på et tættere samarbejde med Politiforbundet, hvorfor det er ærgerligt, at der ikke kunne være repræsentanter tilstede i dag. Vi tror på, at det er til fordel for alle parter og giver mulighed for at skabe bedre vilkår for politipensionisterne, såfremt Politiforbundet og Landsforeningen har et godt og konstruktivt samarbejde. En del politipensionister – ca. 1800 i alt har valgt at gøre brug af de nye medlemsformer i Politiforbundet – passiv og passiv+, men det bør ikke forhindre et samarbejde mellem parterne. Vores gennemslagskraft er størst, jo flere vi arbejder sammen. Et gammel mundheld siger:
”NÅR PINDE SAMLES I ET BUNDT, ER DE UBRYDELIGE”

Formanden fortsatte, at det var med stor sorg, at han havde erfaret at Landsforeningen frem til i dag har mistet 69 kolleger og medlemmer, der alle er sovet ind. Tankerne går til de efterladte og han anmodede derfor forsamlingen om at rejse sig – og mindes de afdøde.
Han udtalte ”et ære være deres minde.’

Formanden takkede forsamlingen for deltagelsen.
’Herefter gav han praktiske oplysninger – og derefter
Erklærede han Politipensionisternes ordinære generalforsamling 2022 for åben.

 Ad pkt. 1 og 2.
Formanden foreslog på vegne af en enig hovedbestyrelse Søren D. Sørensen som dirigent.
Søren D. Sørensen takkede for valget og lovede, at gøre sit bedste for at få generalforsamlingen afviklet i god ro og orden.
Han henviste til opslaget i Dansk Politi nr. 6/2021 – udkommet omkring jul 2021, hvor indkaldelsen var optrykt og til den udsendte dagsorden fra 18. januar 2022.
Han fandt således generalforsamlingen lovligt indvarslet. Forsamlingen erklærede sig enig heri.
Den udsendte forretningsorden godkendtes i sin helhed. Han foreslog Annette Nielsen, Erik Jelle og Hans J. Blicher Lauritzen, som forsamlingens 3 stemmetællere. Ingen andre forslag. De foreslåede var valg.
Dirigenten foretog navneopråb af de delegerede. Der var 61 til stede ( max. var 74) samt 2 gyldige fuldmagter. I alt max 63 stemmer på generalforsamlingen.

Ad pkt.3. Beretning.
Da den skriftlige beretning var udsendt forud for generalforsamlingen gengives den her i referatet kun i punktform, men hele beretningen ( 6 sider) udsendes og lægges ud på PL.s hjemmeside.
Find formandens beretning her

Formanden indledte med at konstatere, at det var tid til en status og glædede sig over, at der p.t. ikke var Coronarestriktioner. Der har i perioden været afholdt 2 HB-møder, 2 FU-møder samt 2 møder i vor paraplyorganisation ( Sammenslutningen af Senior/Pensionistforeninger i CO10). Ved årsskiftet havde vi 2548 medlemmer. Det er en nedgang fra sidste år, hvor der var 2586 medl.

Desværre har vi netop modtaget meddelelse om, at kreds 12 på generalforsamlingen i Rønne d. 29. marts har besluttet at nedlægge kreds 12, da man blandt kreds 30 medlemmer ikke har kunnet finde bestyrelsesmedlemmer. Han foreslog, at der blev taget kontakt til kreds 12 i nær fremtid for i samråd med kredsen at drøfte hvilke tiltag, der kunne sættes i værk for at sikre de medlemmer i kreds 12, der ønsker at fortsætte i PL. Der fremkommer en nærmere redegørelse herom senere på dagsordenen.
Formanden omtalte herefter samarbejdet med Politiforbundet og nævnte, at der var indført nye medlemsformer for pensionister på deres generalforsamling i maj 2021. Alle politipensionister skal nu være enten medlem som passiv – eller passiv+ for at bibeholde tilknytning til Politiforbundet som pensionist. De seneste kendte medlemstal viser, at ca. 1800 pensionister har valgt at tilmelde sig Politiforbundet. det fordeler sig med ca 1/3 medlemmer på passiv+ og ca. 2/3 medlemmer på passiv- ordningen. De nye medlemstiltag har dog ikke haft indflydelse på antal medlemmer hos os (PL) og det fællesskab vi har skabt. Det skal slås fast med syvtommersøm, at det er Politipensionisternes Landsforening, der har forhandlingsretten og den udøves gennem vort medlemskab af Sammenslutningen og i CO10. Det er gældende for alle politipensionister. Han fastslog også, at forhandlingsretten ikke er til salg.

Han oplyste, at der er enighed med Politiforbundet om ordlyd og indhold i en ny samarbejdsaftale men på grund af aflysninger af de senest aftalte møder, er aftalen desværre endnu ikke underskrevet.

Hovedbestyrelsen har fundet det nødvendigt, for at vi skal forberede os bedst muligt på de kommende drøftelser med Politiforbundet . Derfor er derfor nedsat en intern arbejdsgruppe, der skal gennemarbejde mulighederne ud fra det oplæg, der er vedtaget.
Arbejdsgruppen består af.: Børge Nielsen, kr. 1, Arne Holdelsen, kreds 7 samt formanden og næstformanden.

Formanden oplyste, at næste hovedpunkt i beretningen var CO10 og herunder Ok 21 og den kommende OK24 samt reguleringsordningen og den aktuelle regulering af løn og-pensioner pr. 1. april 2022. Han redegjorde for arbejdet i Sammenslutningen, der består af pensionistforeningerne i Told/Skat, Teknisk og Administrative Tjenestemænd samt Centralforeningen af Stampersonel i forsvaret og vor forening PL. Bestyrelsen i vor forening består af de 4 formænd og Told/Skat ved Marianne Nielsen er formand og jeg (Mogens ) er næstformand. Der er her forhandlingsretten kan udmøntes via Sammenslutningens medlemskab af CO10. Vi er ca. 6.500 medlemmer og er dermed den 3. største gruppe i CO10 og selvom vi betaler et nedsat kontingent, betaler Sammenslutningen det 4 største bidrag. Mødet, der var aftalt til 28. marts er udsat til 11. april (men det er også udsat p.g.a. smitte)

CO10 holdt repræsentantskabsmøde i nov. 21, hvor OK21 blev evalueret. Der var her enighed om, at hele OK21 kunne have haft et bedre forløb samt et bedre indhold. Staten fik desværre et mindre resultat end både Regioner og Kommuner. Der er således plads til forbedringer i OK24. Det er hensigten, at der afholdes et strategiseminar i CFU-regi i juni måned i år, og at der i december i afholdes et seminar for CO10.s bestyrelse, samt at der i 1. kvartal af 2023 afholdes OK-konference for CO10.s medlemsorganisationer.

Han nævnte reguleringsordningen samt, at man nu har genoptaget arbejdet med at udarbejde et nyt lønindeks. Det arbejde skulle være afsluttet i forbindelse med OK21, men blev sat i stå af Corona. Men det påbegyndte arbejde er nu sat på pause igen efter anmodning fra Finansminsteriet, der har sat spørgsmålstegn ved udregningsmetoderne. Det forventes at arbejdet først kan genoptages engang i 2023.I forbindelse med OK21 stillede pensionisterne krav om en ekstra regulering af pensionerne i lighed med reguleringen i 2005. Det krav blev medtaget som nr. 66 ud af de 68 krav, der i alt blev udtaget til forhandling. Men det blev hurtigt klart, at det krav ikke havde nogen gang på jord.

Et andet problem er de såkaldte reststigninger, som indregnes i aftaleresultat. Det er de ”automatiske stigninger” i et ansættelsesforløb samt andre stigning f.eks. ved ansættelser af nye personalegrupper. Reststigningerne indgår også i reguleringsordningen. Der er ingen reststigninger til pensionister, men vi er med til at betale via reguleringsordningen. Det er derfor hensigten, at kravet om en ekstra regulering til pensionisterne medtages i OK24. Han citerede CO10.s formand, som på repræsentantskabsmødet udtalte: ”at der inden for rammerne af CO10 laves en musketered om, at ingen efterlades på perronen og at vi først nikker ja til det samlede CFU-forlig, incl. de specielle forhandlinger, når alles legitime krav er færdigforhandlede.”
Aftaleresultatet udmøntede 1,19 % og reguleringsordningen var positiv med 0,59 %. Dermed blev løn og pensioner reguleret med 1,78 % pr. 1. april 2022.

Der er stor ros til vor hjemmeside og bla. derfor havde hovedbestyrelsen inviteret webmaster Allan Madsen til at give en orientering på vort seneste HB-møde. Selv om alt fungerer godt, var der på mødet enighed om at indføre en ”fluebensfelt” i forbindelse med, at nye medlemmer melder sig ind. Det har vist sig allerede at virke. Hovedbestyrelsen drøftede også et forslag om, at andre foreningen kan bruge vor hjemmeside til meddelelser. F.eks.er Begravelsesforeningen interesseret heri. Der arbejdes videre med denne sag.
Formanden oplyste, at Sammenslutningen har fået en hjemmeside: sammenslutningenico10.dk. Den redigeres af vor tidligere formand og nuværende æresmedlem Finn Steen Baad. Han rettede samtidig et stor tak til Finn for et stort og veludført arbejde.

Formanden afsluttede beretningen med at give udtryk for, at fremtiden tegner lys med det store fremmøde og med det store engagement i kredsene. Han takkede på PL.s vegne de lokale tillidsfolk for et stort og veludført arbejde i perioden. Han rettede også en tak til HB, FU samt revisorer og suppleanter for det store arbejde i årets løb.
Hermed overlod han beretningen til generalforsamlingen.

Dirigenten gennemgik alle hovedpunkterne i beretningen

Anette Nielsen, kreds11, spurgte, hvorfor vi skulle vente til 2023 med en genoptagelse af arbejdet med en forbedret reguleringsordning.
Formanden svarede, at det er Finansminsteriets beslutning. Der skal udarbejdes materiale vedr. nyt lønindex og begrebet ”Standardlønindex” skal genberegnes af ministeriet. Det arbejde tager tid. Det er vort indtryk, at Fininansministeriet finder den nye beregningsform for gunstig for lønmodtagerne.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere spørgsmål til beretningen. Beretningen, som blev taget til efterretning, kan som tidligere omtalt, findes i sin helhed på hjemmesiden. Den kan også sendes til samtlige kredse.

Ad pkt. 4.
Formanden udtalte med henvisning til beretningen, at en stor del af den fremtidige virksomhed skal foregå med arbejdet i den nedsatte arbejdsgruppe. Den får til opgave bl.a. med udgangspunkt i de regler, der gælder for andre pensionerede tjenestemænd uden for Politiforbundets og Landsforeningens regi samt den af Landsforeningen udarbejdede visionsskrivelse, at udarbejde forslag til juridisk bindende ordninger, der styrker samarbejdet mellem Landsforeningen og Forbundet i relation til organisationernes politiske og administrative organer, herunder medlemsrekruttering, kontingentopkrævning , udvalgsrepræsentation samt hovedbestyrelses- og kongres/generalforsamlingsrepræsentation.
Arbejdsgruppen skal endvidere belyse de administrative og økonomiske konsekvenser af de udarbejdede forslag.
Arbejdsgruppen.s arbejde tager udgangspunkt i de regler, der er fastsat i Lov for Politiforbundet og Politipensionisternes Landsforenings vedtægter, men arbejdsgruppen skal samtidig fremkomme med forslag til eventuelle ændringer i loven/vedtægterne i henhold til det resultat, som arbejdsgruppen måtte komme frem til. Det er med henblik endelig vedtagelse i organisationernes respektive forsamlinger. Arbejdsgruppen skal endvidere tage stilling til, om nogle af de aftalte ændringer kan foretages inden for de i loven/ vedtægterne gældende regler.

Arbejdsgruppen vil hen over sommeren arbejde med det nævnte kommissorium og et delresultat fremlægges for hovedbestyrelsen på mødet d. 6. september.
Formanden gav tilsagn om, at vi løbende skal arbejde for at styrke medlemsplejen og medlemstilgangen gennem såvel centralt som lokalt foreningsarbejde og samtidig fastholde de visioner, værdier og mål, som bl.a. blev vedtaget på generalforsamlingen i august 2021.
Dirigenten spurgte forsamlingen, om der var bemærkninger til emnet fremtidigt virke. Der var ingen bemærkninger, hvorefter dirigenten konstaterede, at redegørelsen blev taget til efterretning.

Ad pkt. 5 og 6.
Dirigenten oplyste, at der ikke var modtaget forslag ad pkt. 5. Han gav herefter ordet til hovedkassereren for at fremlægge regnskab.
Hovedkassereren fremlagde årsregnskabet for 2021. Det v ar revideret og udsendt til samtlige kredsformænd. Han fremhævede tilskud fra Politiforbundet på 15.000,-kr. og kontingenter på henholdsvis 481.569 og på 247.172 til CO10 samt en renteindtægt fra Sprogforbundet på 1.035,-kr. Samlede indtægter på 744.776,-kr.
Udgifterne til CO10 var samlet på 408.680,-kr. ( vi administrerer kontingent for Sammenslutningens medlemmer). Medlemsopkrævning har kostet 32.272,-kr. og kredstilskud var på i alt 308.120.-kr. Møder og generalforsamling i 2021 kostede 119.891,-kr. Kontorhold 15.060,-kr. og repræsentation 1.600,-kr. samt 44.000,-kr. til kontorhold og telefon og div. gebyr på 300,-kr. Samlet udgift på 929.924,-kr.

Det giver et underskud for året 2021 på -185.147,-kr. Det var som aftalt hensigten af nedbringe formuen, som pr. 31.12.2021 er på 575.735.-kr. ( var ved starten af 2021 på 760.883.-kr.)
Han nævnte, at regnskabet var revideret d. 02-02-2022 og underskrevet af revisorerne Hans Flügge og Hans Jensen.
Dirigenten spurgte, om der var bemærkninger til regnskabet. Ingen bemærkninger fremkom. Han satte regnskabet under afstemning. Regnskabet blev enstemmigt godkendt.

Ad pkt. 7a, 7b og pkt.8.
Hovedkassereren foreslog uændret kontingent på 180,.kr. årligt. – samt uændret kredstilskud på 50,-kr. pr. medlem årligt.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var andre forslag – eller ændringer til de to forslag. Forslagene var enstemmigt vedtaget.

Hovedkassereren foreslog til pkt. 8 at diæterne fortsatte uændret med 200,-kr. pr. møde samt at rejsegodtgørelsen blev udbetalt efter de samme regler i 2022. Det vil sige DSB.s standardtakst og i særlige tilfælde, kan der efter aftale med hovedkassereren udbetales km.godtgørelse
Dirigenten konstaterede, at der ikke var bemærkninger til det fremsatte forslag, som dermed var vedtaget i den fremlagte ordlyd.

Ad pkt.9.
Dirigenten konstaterede, at formanden var på valg – samt at han var villig til genvalg. Ingen andre forslag. Formanden blev genvalgt med akklamation.
Medlemssekretær Finn Knudsen var på valg og var villig til genvalg. Ingen andre forslag. Medlemssekretæren blev genvalgt med akklamation.
Revisor Hans Flügge og revisorsuppleant Leif Christensen var på valg og begge var villig til genvalg. Ingen andre forslag. Dirigenten konstaterede, at begge var genvalgt for en 2-årig periode med akklamation.

Ad pkt. 10. eventuelt.
Næstformanden omtalte henvendelsen fra kreds 12, hvor man, som det ser ud p.t. agter at nedlægge kredsforeningen på en ekstraordinær generalforsamling d.27. september 2022. Henvendelsen går på, at de nuværende medlemmer i kreds 12, kan indmeldes direkte i PL, jfr. vedtægterne § 3 og evt. oprette forbindelse til en kreds, f.eks. kreds 11. Han pegede i den forbindelse på, at bestemmelsen i § 3 afgrænser, hvem der kan blive optaget som medlemmer i PL, men det fremgår klart sidste i § 3: ”og tilknyttes en kredsforening.” Det kan kun fortolkes sådan, at medlemmerne skal tilknyttes en kredsforening – og jfr. § 8 danner politipensionisterne kredse i overensstemmelse med den af Politiforbundets vedtagne kredsinddeling.
Han påpegede, at vi gerne fortsætter dialogen med kreds 12 med henblik på af finde en løsning for de nuværende medlemmer i kreds 12, såfremt de ønsker at forblive medlemmer i PL. Han gav også tilsagn om, at overvære generalforsamlingen i Rønne d. 27. september, såfremt man ønskede det.

Da ingen andre ønskede ordet, takkede dirigenten for god ro og orden og afsluttede sit hverv med at give ordet til formanden for afsluttende bemærkninger.
Formanden takkede og genvalget og den store tillid det var udtryk for og han var klar til at yde sit bedste for PL i den kommende periode.
Formanden oplyste, at han havde modtaget en henvendelse fra Danmarks Statistik, der søger pensionerede politifolk til div. undersøgelser. Der kan rettes henvendelse på tlf. 61930024. Han var villig til at rundsende den modtagne mail til samtlige kredsformænd. Han gjorde opmærksom på der var en kort ansøgningsfrist – d. 18. april.

Han takkede Søren D. Sørensen og en super god og myndig ledelse af generalforsamlingen.
Han afsluttede generalforsamlingen ved sammen med forsamlingen at udbringe et 3-foldigt leve for Politipensionisternes Landsforening. Han ønskede alle en god hjemrejse.
Der var efterfølgende indkaldt til kortvarigt HB-møde for at udpege et medlem til forretningsudvalget. Det blev besluttet, at Jørgen Jensen, kreds 10 indtræder i FU som afløser for Svend Sandberg.

Der blev aftalt FU- møde til onsdag d. 11. maj kl. 1030.
Generalforsamlingen i 2023 planlægges til torsdag d. 20. april 2023.
Næste HB-møde afholdes 6.-7. sept. 2022 på hotel Medio, Kolding Landevej 6, 7000 Fredericia.

 Referat: Mogens Winding/Hans Agerbo Jensen / Søren D. Sørensen , dirigent

 

 

 

Ref fra politipensionisternes Landsforenings generalforsamling 19. aug. 2021

Referat fra POLITIPENSIONISTERNES LANDSFORENING.s GENERALFORSAMLING
Afholdt torsdag den 19. august 2021 kl. 1000 i mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48, 5000 Odense C.


Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af fuldmagter
3. Beretning ved formanden
4. Fremtidig virksomhed
5. Behandling af indkomne forslag (forslag om ekstraordinære kredstilskud)
6. Hovedkassereren aflægger regnskab (årene 2019 og 2020)
7a.Fastsættelse af kontingent til PL
7b.Fastsættelse af tilskud til kredsforeningerne
8. Fastsættelse af diæter og rejsegodtgørelse
9. Valg (alle poster er oplistet p.g.a.udsat generalforsamling i 2020)
a. formand (Finn Baad genopstiller ikke) (bestyrelsen foreslår Mogens Winding, kreds 2)
vælges for 1 år af hensyn til valgperioderne efter vedtægten
b. næstformand (Hans Agerbo Jensen villig til genvalg) for 2 år i ulige år
c. hovedkasserer (Poul Erik Jørgensen villig til genvalg) for 2 år i ulige
d. medlemssekretær (Finn Knudsen villig til genvalg) for 2 år i lige år
e. revisor (Hans Flügge er på valg) på valg i lige år
f. revisor (Hans Jensen er på valg) vælges i ulige årg. revisorsuppleant (Erik Rehèr er på valg) vælges I ulige år
h. revisorsuppleant (Leif Christensen er på valg) vælges i lige år
10) Indstilling af æresmedlem i.h.t. vedtægtens § 4
11) Eventuelt

Formanden bød velkommen til de delegerede og en særlig velkomst til æresmedlem John Jensen. Han oplyste, at der var modtaget afbud fra æresmedlem Niels Christensen på grund af sygdom.
Formanden henviste til den udsendte dagsorden og gav praktiske oplysninger vedr. afviklingen af generalforsamlingen. Han henviste også til den udsendte forretningsorden.

Ad pkt. 1 og 2.
Formanden foreslog på bestyrelsens vegne Søren D. Sørensen som dirigent. Søren D. er nu formand i kreds 11 og medlem af hovedbestyrelsen.
Søren D. Sørensen valgtes med akklamation.
Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var annonceret i Politiblad nr. 6 i 2020 til afholdelse i april måned. Efterfølgende blev generalforsamlingen flyttet til d. 19. august på grund af Covid-situationen. Der var udsendt indkaldelse og dagsorden d. 13.6.2021.
Han fandt således, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet – og dermed lovlig. Forsamlingen var enig i synspunktet.
Dirigenten oplyste, at der var modtaget 1 fuldmagt fra kreds 5 samt 1 fuldmagt fra kreds 4. Sidstnævnte fuldmagt vedrører alene dagsordenens pkt. 10 – æresmedlem.
Ved navneopråb blev det konstateres, at der var 57 delegerede samt den omtalte fuldmagt – i alt 58 stemmeberettigede.
Den udsendte forretningsorden blev godkendt af generalforsamlingen.
Som stemmeudvalg forslog dirigenten: Erik Jelle, kreds 2, Vagner Eliseholm, kreds 10 og Jørgen Fischer, kreds 11. De foreslåede blev valgt med akklamation.

 Ad pkt. 3. Beretning.
Formanden oplyste, at Covid-situationen var årsag til at den planlagte generalforsamling i 2020 helt blev aflyst og den planlagte generalforsamling april i år blev udsat til i dag. Han håbede meget, at vi kom tilbage til mere normale forhold i det kommende år. Han håbede og troede på, at kredsforeningen også kom i gang med det lokale arbejde igen i løbet af meget kort tid. Disse ekstraordinære forhold gør, at beretningen dækker årene 2019-2020.
Han oplyste, at hovedbestyrelsen havde indstillet arbejdet med at producere brochure og foreningsmappe om vore aktiviteter, fordi produkterne ikke blev efterspurgt. Forskellige henvendelser og orientering kan foregå gennem Politibladet.

Det årlige møde med Politiforbundet, hvor bl.a. samarbejdsaftalen bliver drøftet, har endnu ikke været afholdt i indeværende år.
Han orienterede om persondatoforordningen, som vi er forpligtiget til at overholde. Det betyder bl.a., at der jævnligt skal skiftes adgangskoder til medlemsregistret.

Formanden orienterede om mødet med Skat – efter anmodning fra Skat, der ønskede at se foreningens forvaltning af medlemmerne, herunder opkrævning af kontingent og indberetning af betalt kontingent. Der blev aftalt møde i Odense. Det blev her præciseret, at det er foreningens pligt at sikre sig, at der ikke indberettes for personer/medlemmer, der er afgået ved døden i årets løb. Det blev i en efterfølgende skrivelse også præciseret, at kun de medlemmer, vi har forhandlingsretten for, kan fratrække kontingentet på selvangivelsen (f.eks. Et ægtepar, hvor kun den ene har været tjenestemand, kan der kun foretages kontingentfradrag for vedkommende). Vi måtte kontakte 25 af vore medlemmer og meddele, at de ikke længere kunne fratrække medlemskontingentet på selvangivelsen
Som en anden konsekvens af mødet med Skat har bestyrelsen besluttet at tegne et abonnement hos CPR for at vi hele tiden kan være opdateret med dødsfald i medlemskredsen.
Formanden omtalte hjemmesiden og opfordrede til at den blev besøgt noget mere. Han opfordrede også til, at man tilmeldte sig et nyhedsbrev sådan at nyheder fra kredsene blev givet videre hurtigst muligt.

Formanden fortsatte med aftaleforhandlingerne. OK 18 gav os pensionister det aftalte resultat, men ved udmøntningen af aftaleresultatet, viste reguleringsordningen sig at være negativ. Den var spået til at udmønte et plus på 0,02 %., men resultatet blev negativt. Reguleringen pr. 01.02.2021, som var sidste del af OK18, var skønnet totalt ved siden af. Reguleringsordningen udmøntede et minus på - 0,74 % og der var aftalt en generel stigning på 0,68 %. Det betød et minus – et fradrag i alle offentlige lønninger og pensioner.
I perioden 2018-2021, hvor der blev arbejdet med oplæg til 0K 21-aftalen var selve modellen i reguleringsordningen drøftet igen. Et markant flertal i CO10 og i CFU ønskede at bevare reguleringsordning- en, men alle arbejder gerne på en forbedring af ordningen. Formanden gav udtryk for, at uanset farven på den siddende regering er det ikke sandsynligt, at offentligt ansatte kan blive lønførende i forhold til det private arbejdsmarked. Men med en aftalt reguleringsordning har vi mulighed for at indhente en del af lønstigningerne på det private område. Der har i den forgange aftaleperiode været arbejdet på at oprette et system, så vi pensionister kan få andel i den del af lønmidlerne, der anvendes til andet end generelle stigninger i løn og pension i aftaleperioden. CO10 havde erklæret sig positiv til en sådan ordning.,

Lørdag d. 6. februar 2021 blev der indgået forlig mellem CFU og statens forhandler (skatteministeren).
Det samlede resultat vurderes til 5,25 % - heraf er 0,20 % afsat til andre formål. 4,42 % udmøntes i generelle stigninger ad 6 gange - henholdsvis 1. april og 1. oktober i årene 2021-22 og 2023. Reguleringsordningen er vurderet til at udmønte et plus på 0,36 % 1. april 2022 og et plus på 0,27 % 1. april 2023. Det er spændende om de spådomme holder stik. Det vil tiden vise. OK-aftalen løber til 31.03.2024.

Visionerne om at pensionisterne skulle have kompensation for ”midler til andre formål” – her i aftalen 0,20% - kunne ikke gennemføres. Det var der ganske enkelt ikke vilje til hos aftaleparterne.

Formanden oplyste, at det også i OK21 er aftalt, at der skal arbejdes på en forbedring af reguleringsordningen.
Formanden omtalte henvendelserne til foreningen i anledning af at ikke alle af vore medlemmer havde fået andel i de 1000 kr. der blev udbetalt til pensionisterne i anledning af Covid-19 situationen. Ved en undersøgelse af sagen viste det sig, at det alene var pensionister, der modtog socialpension, der kunne få udbetalt de 1000,-kr. Var man pensioneret før folkepensionsalderen – eller var man på efterløn, var man ikke berettiget til beløbet i henhold til de fastsatte regler.

Formanden oplyste, at han i september 2020 modtog en henvendelse fra Politiforbundet angående et møde med Politipensionisterne om nye medlemsformer for pensionisterne. Nærmere ville fremkomme. Det skete sidst i januar måned, hvor der blev aftalt og afviklet et virtuelt møde. Det viste sig, at ”løbet var kørt”, idet Politiforbundet havde lagt sig fast på forslaget til ændring af vedtægterne. Der skal i fremtiden være 2 medlemsformer for pensionister. Det hedder enten PASSIV+ - eller Passiv. Ønsker man fortsat at modtage Politibladet og have mulighed for at leje en af ferieboligerne, skal man have en af de anførte medlemsformer. Vælger man medlemskab PASSIV+ koster det 200,-kr. pr. måned. Det giver også div. medlemsfordele, som helbredsforsikring, rådgivning og mulighed for at benytte div. rabatordninger samt mulighed for at leje en feriebolig på lige vilkår med tjenestegørende personale.
Vælger man medlemskab PASSIV koster det 422,-kr. pr. år. Det svarer til et alm. månedskontingent i Politiforbundet. Så vil man fortsat få tilsendt Politibladet, adgang til at leje ferieboliger på de nuværende vilkår samt få adgang til div. rabatordninger via indkøbsforeninger.

Formanden oplyste, at han og næstformanden efterfølgende havde afholdt møder med Politiforbundet samt fremsendt forslag til ændringer og-eller tilføjelser. Men løbet var kørt og intet kunne ændres. Det fremgik også klart, da Politiforbundets formand og den juridiske chef redegjorde for sagen på vort HB-møde d. 5. august her i Odense. Alle nuværende pensionister vil i løbet af september måned 2021 modtage en orienterende skrive fra Politiforbundet, hvoraf det vil fremgå, at man fremover skal være medlem enten som passiv – eller som passiv+ medlem. Reagerer man ikke på denne henvendelse, slettes man af medlemsregistret i Politiforbundet i løbet af foråret 2022.
Der har således været meget arbejde og postyr omkring de nye medlemsformer for pensionisterne, men formanden oplyste, at der er enighed om, at der nu skal udarbejdes ny samarbejdsaftale mellem Politiforbundet og Politipensionisternes Landsforening.

Formanden afsluttede med at konstatere, at det havde været 14 gode år med arbejdet for Politipensionisterne og han takkede hovedbestyrelsen for et særdeles godt og velfungerende samarbejde.

 Dirigenten satte beretningen under debat og henstillede at alle indlæg blev givet fra talerstolen og ved hjælp af mikrofon, sådan at alle kunne høre.
Børge Nielsen, kreds 1, fandt ikke de nye medlemstilbud fra Politiforbundet for interessante. Hvis man blot selv søgte div. tilbud på nettet, var der rigtig mange rabattilbud. Lån & Spar bank var været nævnt, men han var helt sikker på, at man kunne forblive som fordelskunde der.

Han omtalte aftaleresultatet og reguleringsordningen og påpegede, at det var helt nødvendigt, at ordningen blev forbedret med et nyt index og nye beregningsformer, såfremt reguleringsordningen fortsat skulle anvendes. Han håbede også, at det var slut med at alle reguleringer af løn – og pensioner skulle være procentvise. Det burde være en regulering i kroner, ellers bliver ulighederne og skævhederne større for hver eneste regulering.

Jørgen Fischer, kreds 11, var enig i, at reguleringsordningen havde været negativ i de seneste år, men han fandt, at ordningen havde været en fordel for offentligt ansatte set over en meget lang periode. Han efterlyste en statistik over reguleringsordningen for de seneste 10-15 år.
Han omtalte de mange tal, der var fremme under beretningen og opfordrede til, at der til kommende generalforsamlinger blev udarbejdet en skriftlig beretning/oversigt, som blev udsendt til kredsformændene inden generalforsamlingen.
Formanden svarede, at der i CO10 var et meget stort flertal for at bevare reguleringsordning, men der var også enighed om, at ordningen nu skulle forbedres. Vi har ikke en statistik for reguleringsordningen, der rækker så langt tilbage.
Han gav tilsagn om, at der kan udsendes en beretning/oversigt til kredsformændene inden generalforsamlingen.

Arne Holdensen, kreds 7, Børge Nielsen, kr. 1 og Annette Nielsen, kreds 11, omtalte alle forhandlingsretten i relation til de nye medlemsformer for pensionister. Der var enighed om, at forhandlingsretten for løn og pensioner var hos Centralorganisation 10.

Formanden afsluttede med at erklære sig enig ang. forhandlingsretten og oplyste, at der snarest muligt bliver forhandlet en ny samarbejdsaftale med Politiforbundet.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere indtegnede talere. Beretningen blev taget til efterretning.

Ad pkt. 4. Fremtidig virke.
Formanden udtalte, at vi skal fortsætte udviklingen af vor forening i samarbejde med lokalforeningerne og andre samarbejdspartnere. Det kan bl.a. foregå ved:
⦁ At styrke samarbejdet med politiforeningerne lokalet
⦁ Være mere synlig og tilgængelig over for medlemmerne
⦁ Styrke samarbejdet med at hverve nye medlemmer
⦁ Vi skal overbevise medlemmer af forbundets pensionister, at Politipensionisterne har et velunderbygget fællesskab i form af møder, foredrag og festlige sammenkomster
⦁ Dette fællesskab kan man deltage i for 180-kr. pr. år ved indmeldelse hos Politipensionisterne
De vedtagne formål kan udtrykkes i følgende mission:
⦁ Med sammenhold og initiativ skaber vi social og kollegial udvikling gennem engagement og nærvær
Vores Vision er: Politipensionisterne vil fortsat være en dynamisk forening med fingeren på pulsen – et fortsat højt fagligt arrangement og samvær.
Visionerne kan udmøntes i disse værdier/mål: ”alt hvad vi gør, har til formål at give medlemmerne af Politipensionisterne mulighed for at udvikle et fagligt arrangement, aktiviteter, samvær og udveksling af ideer.”
Formanden udtalte afslutningsvis, at hovedbestyrelsen i det kommende år skal arbejde videre i Sammenslutningen af Senior-/Pensionistforeninger i CO10 for at få det forberedende arbejde klar til de næste lønforhandlinger i 2024, et arbejde der indimellem vil være tidskrævende.

Dirigenten konstaterede, at der ikke var indtegnede talere. Redegørelsen blev taget til efterretning.

Ad pkt. 5. Indkomne forslag.
Hovedkassereren fremlagde bestyrelsens 2 forslag:

1) Hovedbestyrelsen foreslår, at der i årene 2020-2021 og 2022 udbetales et ekstraordinært tilskud til kredsene på 20,-kr. pr. medlem hvert af de nævnte år.
2) Hovedbestyrelsen foreslår, at eventuelle driftsoverskud fremover efter hovedbestyrelsens beslutning kan udbetales som ekstra tilskud til kredsene.
Han begrundede forslagene med, at foreningens formue nu var på ca. 760.000-kr, hvorfor hovedbestyrelsen var enige om at nedbringe formuen ved at udbetale ekstraordinære tilskud til kredsene.

Jørgen Fischer støttede forslag 1, men var betænkelig ved forslag 2, som efter hans opfattelse bar præg af skattetænkning. Der blev opkrævet kontingent og overskuddet af disse midler skulle nu betales tilbage til kredsene/medlemmerne.
Børge Nielsen, Annette Nielsen og Hans Jørgen Blicher Lauritzen støttede alle begge forslag. Der er tale om kontingentmidler, der blev i overskud fra driften og man fandt det derfor fornuftigt, at pengene kom retur til kredsene, hvor midlerne blev brugt til et fagligt indhold.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere indtegnede talere. Der blev ikke rejst noget krav om en afstemning, hvorfor han erklærede forslagene (1 og 2) for enstemmigt vedtaget.

Ad pkt. 6. regnskab
Hovedkassereren fremlagde regnskaberne for årene 2019 og 2020 pga. den aflyste generalforsamling sidste år.
Han oplyste, at der i året 2019 var et driftsoverskud på 22.681,72 kr. og i 2020 et driftsoverskud på 81.860,59 kr. Det større beløb i 2020 var fordi, generalforsamlingen ikke kunne afvikles pga.Covid-19. Han oplyste på forespørgsel, at udgiften til opkrævning af medlemskontingent var forøget med ca. 10.500,-kr. i 2020.

Dirigenten satte regnskaberne under afstemning hver for sig.
Begge regnskaber godkendt enstemmigt.

Ad pkt.7.a kontingent samt 7 b. tilskud til kredsene.
Hovedkassereren forslog uændret kontingent på 180,-kr. årligt.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Han forslog, at tilskud til kredsene blev forhøjet til 50,-kr. pr. medlem ( tidl. 40,-kr,) med henvisning til debatten under pkt. 5. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

Ad pkt.8. Diæter og rejsegodtgørelse.
Hovedkassereren foreslog uændret mødediæt på 200,-kr. pr. dag. og transportgodtgørelse efter DSB.s standardgodtgørelse.
Dirigenten konstaterede, at forslagene var vedtaget enstemmigt.

 Ad pkt. 9. Valg
Da formanden ikke ønskede at stille op til genvalg af helbredsmæssige årsager, foreslog bestyrelsen Mogens Winding, som ny formand for Politipensionisternes Landsforening. Efter aftale præsenterede Mogens sig selv.

Mogens Winding oplyste, at han blev ansat i politiet i 1975 og pensioneret i 2013. Han blev ansat i Glostrup og kom til Randers i 1987. Her blev i 1991 valgt til tillidsmand kriminalpolitiet og 1993 blev han valgt til formand i kriminalpolitiets valgkreds i Nordjylland og kom samtidig i Dansk Kriminalpolitiforenings hovedbestyrelse. Ved politikredsreformen i 2007 blev Randers en del af Østjyllands politi. Her var han med til at danne den nye Østjyllands politiforening, hvor han blev næstformand. Da Claus Hartmann blev næstformand i Politiforbundet blev Mogens valgt som formand i Østjylland og medlem af Politiforbundets hovedbestyrelsen, hvilket han var til pensioneringen i 2013.
Han glædede sig til samarbejdet hos Politipensionisterne og respektive samarbejdspartnere.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var andre forslag.

Mogens Winding blev enstemmigt valgt som ny formand for Politipensionisternes Landsforening. Valget gælder for 1 år, da det i henhold til vedtægterne er valg i lige år.
9b) næstformand Hans Agerbo Jensen, genvalgt for en 2-årig periode
9c) hovedkasserer Poul Erik Jørgensen, genvalgt for en 2.årig periode
9d) medlemssekretær Finn Knudsen, genvalgt for 1 år.
9e) revisor Hans Flügge, genvalgt for 1 år
9f) revisor Hans Jensen, genvalgt for 2 år.
9g) revisorsuppleant Erik Rehér, genvalgt for 2 år
9h) revisorsuppleant Leif Christensen, genvalgt for 1 år.

Ad pkt. 10. Indstilling af æresmedlem
Christa Zabel, kreds 8, indstillede som kredsformand, Finn Steen Baad, til æresmedlem af Politipensionisternes Landsforening. Finn er medlem i kreds 8, hvor han også har været formand. Begrundelsen for indstillingen er, at han som næstformand og formand i foreningen har gjort et stort stykke arbejde bl.a. med at modernisere foreningens hjemmeside og med at få oprettet et brugbart medlemsregister.
Hun oplyste, at indstillingen havde opbakning fra den samlede hovedbestyrelse.
Dirigenten konstaterede, at Finn Steen Baad var nyt æresmedlem af Politipensionisternes Landsforening.

Ad pkt. 11. Eventuelt.
Næstformanden overrakte afskedsgave og blomster til den afgående formand, Finn Baad, og takkede ham for hans store og uegennyttige indsats for foreningen gennem alle årene.
’Mogens Winding, takkede for valget og den store tillid, som det var udtryk for. Han ville gøre sit bedste for at leve op til den stor tillid, som valget for udtryk for. Han glædede sig til samarbejdet med Politiforbundet og alle øvrige samarbejdspartnere.

Dirigenten gav herefter ordet til Evald Munk. Kreds 2, der spurgte: ”hvorfor foreningen brugte Danske Bank og ikke Lån & Spar Bank som bankforbindelse”.
Hovedkassereren svarede, at det var alene gammel tradition. Han gav tilsagn om at undersøge mulighederne hos Lån & Spar.

Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere indtegnede talere. Han takkede for god ro og orden under afviklingen af generalforsamlingen. Han gav ordet til den afgående formand, Finn Baad.

Den afgående formand, Finn Baad, takkede forsamlingen for en god afvikling af generalforsamlingen og rettede en særlig tak til dirigenten for veludført arbejde.
Han afsluttede med at meddele, at generalforsamlingen i 2022 er aftalt til torsdag d. 7. april 2022. Han ønskede alle en god hjemrejse.

Referent: Hans Agerbo Jensen

Dirigent: Søren D. Sørensen.

Hvordan henter jeg referater

Referaterne er i det format der hedder pdf. Det kræver Adobe Reader.
Den er for det meste standard, men har du den ikke kan den hentes her

Til højre klik på det ønskede, eks. "Generalforsamlingsmøder".
Klik derefter på det ønskede referat, der så hentes.

Filen skal evt. gemmes på din pc, vælg et sted du vil have den liggende. Find den der, og klik på den for at åbne den.