Bestyrelsen. Ref. Ordinær generalforsamling den 10. apr. 2018 - Formandens beretning

Artikelindeks

 

Ad pkt. 6. Beretningen ved formanden.

Formanden omtalte, at han som tidligere nævnt i nov. 2017 blev ramt af akut nyresvigt og måtte indlægges på hospital. Behandlingen viste, at han efter hjemkomsten fra hospitalet, skulle behandles 3 gange ugentligt med dialyse.

Det var årsagen til, at han allerede i november 2017 orienterede FU og anmodede om, at næstformanden passede hans arbejdsområder. På et FU møde d. 15. jan. 2018 blev det aftalt, at næstformanden fungerede for formanden.

Det er derfor aftalt, at beretning er delt op, sådan at næstformanden tager sig af OK18.

Formanden gav udtryk for, at vi har fået sat en god forening sammen med god økonomi og en god medlemsfremgang. Der er kommet ny kredsformand i kreds 5, Bent Frandsen. Der har i årets løb været en medlemsfremgang på 98 personer. 227 nye indmeldte og 41 har meldt sig ud, mens 20 er slettet og 40 er afgået ved døden.

Økonomien er rigtig god og der er i løbet af 2017 udbetalt ca. 65.000 kr. i ekstraordinært tilskud til kredsene. Et beløb der svarer til foreningens overskud i 2016 og i overensstemmelse med beslutningen om, at foreningens formue ikke skulle vokse. Økonomi i øvrigt overlades til kassereren.

Formanden omtalte det særdeles velfungerende samarbejde i ”Sammenslutningen af seniorforeninger i CO10” og rettede en stor tak til formanden, Bjørn Wikkelsøe Jensen. Han har også valgt at træde tilbage, og som ny formand er valgt Marianne Nielsen. Internt i CO10 er regler sådan, at man fortsætter på de valgte poster indtil det ordinære repræsentantskabsmøde, som er fastlagt til november måned 2018.

Reaktionerne på tabet af ”Statspensionisten” er stærkt aftagende og det tyder på, at vore medlemmer har vænnet sig til, at opsøge foreningens hjemmeside. Den halve side vi har fået tildelt i Dansk Politi fungerer rigtig godt. I særdeleshed måske overfor de af vore mange kolleger, der endnu ikke har meldt sig ind.

Der er løbet af året afholdt 2 HB-møder og det årlige samarbejdsmøde med Politiforbundet blev afholdt 28. juni 2017. Her blev samarbejdsaftalen forlænget uden ændringer. Der var repræsentantskabsmøde i CO10 d. 6. nov. 2017, hvor de endelige krav til OK18 blev udtaget.

Formanden sluttede beretningen med at takke samarbejdspartnerne samt FU og HB for et særdeles godt, hyggeligt og kammeratligt samarbejde gennem årene. Han rettede en særlig tak til Bjørn Wikkelsøe Jensen for det gode samarbejde i CO10 og sluttede med at rette en stor tak til Politiforbundet.s formand Claus Oxfeldt og til Finn Moseholm for et godt og konstruktivt samarbejde.

Dirigenten opfordrede til, at næstformanden beretningen blev aflagt.

Næstformanden havde håbet, at kunne berette om OK18, men sådan skulle det ikke gå. Det har været meget specielle forhandlinger ved OK18, der reelt først begyndte d. 21. januar 2018 på KL.s område. Den 23. feb. Brød forhandlinger sammen og derefter overgik forhandlingerne til Forligsinstitutionen under forligsmand Mette Christensens ledelse.

CO10.s aftalekrav fra repræsentantskabsmødet i nov . 2017 var:

Procentuelle lønstigninger, der matcher den private lønudvikling

En mekanisme, der sikrer parallelitet mellem den offentlige og den private og lønudvikling

Der afsættes midler til organisationsforhandlinger

Der afsættes midler til forhøjelse af lokalpuljer

Procentregulering af tjenestemandspensioner og efterindtægt fastsættes til den del af rammen ved OK18, der afsættes til egentlige lønformål (generelle lønstigninger, organisationspuljer, puljer til lokalløn og chefløn m.v.)

Samtlige aftalekrav blev fremsendt til CFU.

Finansministeriet aftalekrav er, at der indgås aftaler indenfor en ansvarlig økonomisk ramme samt at løngabet – jfr. Hensigtserklæringen fra OK15 – lukkes. Desuden er det ambitionen at en større andel af den samlede lønramme forhandles lokalt for at øge koblingen mellem de ansattes løn og præstationer.

Da forhandlinger nærmest stod stille, blev der udsendt strejkevarsel til ikrafttræden d. 4. april og efterfølgende kom der lockoutvarsel fra hele arbejdsgiversiden til ikrafttræden d. 10. april. Forligsmanden har efterfølgende besluttet at udsætte de varslede konflikter i 14 dage.

Det var næstformandens indtryk, at de store ”knaster” i forhandlingerne vedrørte lønreguleringen ( offentlige og private) fra 2015, procentsatsen for lønregulering og reguleringsordningen gav de store problemer. Han oplyste, at der i aften (10. april) var demonstrationer i flere byer og bl.a. i Kbh.. hvor offentligt ansatte i fællesskab gav deres meninger tilkende. Bl.a. Politiforbundets formand skulle tale i København.

Han gav tilsagn om at give alle oplysninger videre, når der var nyt om OK18.

Næstformanden tilkendegav, at han i det kommende år ville tage initiativ til, at foreningens love blev moderniseret samt at man ville se på foreningens visioner generelt.

Dirigenten efterlyste forgæves spørgsmål til den generelle del i beretningen.

Der var spørgsmål vedr. OK18 om, at der var nævnt et beløb 23 milliarder kr., som værdien af spisepauserne for alle offentligt ansatte.

Formanden svarede, at beløbet er fremkommet i pressen (fra en tænketank) og har ikke været drøftet i organisationerne.

Da ikke flere ønskede ordet til beretningen, kunne dirigenten konstatere, at beretningen var taget til efterretning.

Hvordan henter jeg referater

Referaterne er i det format der hedder pdf. Det kræver Adobe Reader.
Den er for det meste standard, men har du den ikke kan den hentes her

Til højre klik på det ønskede, eks. "Generalforsamlingsmøder".
Klik derefter på det ønskede referat, der så hentes.

Filen skal evt. gemmes på din pc, vælg et sted du vil have den liggende. Find den der, og klik på den for at åbne den.